Rossinis anden side – paraphrasing

Samtale med AI:

Spørger: Hvem var Rossini

Gioachino Rossini (1792–1868) var en af historiens mest populære og indflydelsesrige italienske operakomponister. Han opnåede enorm berømmelse i første halvdel af 1800-tallet og nåede at skrive hele 39 operaer. Han er især verdenskendt for sine livlige, komiske operaer (opera buffa), men han havde også stor historisk betydning for den seriøse opera (opera seria).

De mest berømte værker

Rossinis musik er kendt for sit sprudlende temperament, fængende rytmer og det berømte “Rossini-crescendo”, hvor musikken gradvist bygger op til et intenst klimaks. Hans mest kendte værker tæller:

Barberen i Sevilla (1816): Hans absolutte hovedværk og en af verdens mest spillede komiske operaer.
Wilhelm Tell (1829): Hans sidste store opera, hvis dramatiske ouverture er kendt over hele verden.
Askesporet (La Cenerentola, 1817): En populær operaversion af eventyret om Askepot.
Den tyvagtige skade (1817): Især berømt for sin medrivende ouverture.

Den tidlige pension og livet som gourmet

Noget af det mest usædvanlige ved Rossini var hans tidlige pensionering. Efter at have domineret den europæiske musikscene i årtier, trak han sig pludselig tilbage som operakomponist i 1829 – i en alder af kun 37 år.

I de resterende 39 år af sit liv komponerede han stort set kun mindre religiøse værker og klaverstykker. I stedet brugte han sit otium i Paris på at dyrke sin store passion for gastronomi. Han var en fremragende kok, og flere berømte madretter, herunder den luksuriøse oksemørbrad Tournedos Rossini, er opkaldt efter ham.

AI-svar kan indeholde fejl.

Du sagde: Hans Stabat mater virker totalt anderledes

Det har du fuldstændig ret i, og det skyldes en helt særlig kulturel og stilmæssig konflikt. Hans Stabat Mater (færdiggjort i 1841) skabte stor debat, netop fordi det adskiller sig markant fra traditionel, nordeuropæisk kirkemusik.

Værket er unikt af flere årsager:

En opera i forklædning

Selvom teksten er en dyb, middelalderlig latinsk hymne om Jomfru Marias sorg ved Jesu kors, kunne Rossini ikke løbe fra sine rødder. Han tog hele sin dramatiske, italienske opera-værktøjskasse med ind i kirken. I stedet for dæmpet, indadvendt kirkemusik hører man dramatiske kor, store følelser og blændende sangsolister, der næsten lyder som om, de står på en operascene.

Den muntert klingende sorg

Det, der forvirrer og fascinerer mange lyttere, er kontrasten mellem den dystre tekst og Rossinis fængende melodier.

Et berømt eksempel er tenorsoloen “Cujus animam gementem”. Teksten handler om Marias gennemborede hjerte og dybe suk, men Rossini har sat den til en marcherende, nærmest munter melodi med en svimlende høj tone (højt Des) til sidst.

Kritikken: “For verdslig og munter”

Værket udløste en voldsom kulturkløft:

De nordeuropæiske kritikere (især i Tyskland) var chokerede. De anklagede Rossini for at være overfladisk, respektløs og for at skrive “teatermusik” til en hellig tekst.
De sydeuropæiske lyttere i Paris og Italien elskede det og skabte massive succeser ved premiererne. Som den franske musikhistoriker Gustave Chouquet tørt bemærkede: “Man må ikke glemme, at religion i Syden er noget helt andet end i Norden.” For Rossini var det naturligt at ære Gud med smukke, dramatiske og livsbekræftende melodier, frem for dyster alvor.

Værket banede vejen for en helt ny tradition, hvor store italienske operakomponister skrev storslået religiøs musik – herunder Giuseppe Verdis berømte Requiem.

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Jeg orker ikke helt hans operaer så det kom lidt bag på mig at jeg virkelig godt kan lide hans Stabat mater. Så jeg oplevede den ikke som ‘munter og upassende’. Men som bare god og ikke så hysterisk som hans operaer

Det giver faktisk utrolig god mening. Selvom Rossini bruger greb fra operaen, så tvinger den religiøse tekst ham til at skære alt det væk, som mange netop kan finde trættende eller “hysterisk” ved hans operaer.

I sit Stabat Mater finder han en helt anden dybde af flere årsager:

Ingen fjollede forvekslinger eller intriger

I sine komiske operaer som Barberen i Sevilla kører musikken ofte i et hæsblæsende, næsten mekanisk tempo med hurtig snakkesang (parlandosang) og konstante forvekslinger. I Stabat Mater er der ingen intriger eller fjollede karakterer. Alvoren i teksten giver musikken en fast bund og en værdighed, som hans operaer ofte mangler.

Fokus på ren, smuk melodi (Bel Canto)

Rossini var mester i bel canto – disciplinen at skrive smukke, flydende melodilinjer, der lader den menneskelige stemme stråle. I Stabat Mater bruger han dette talent til at skabe ren, gribende skønhed. Det føles ikke som overfladisk underholdning, men som store, ægte følelser. Satser som korsatsen “Eja, mater, fons amoris” eller den dramatiske kvartet “Sancta Mater” har en storladen og rørende kraft.

Gammeldags og solidt håndværk

Fordi han skrev det til kirken, strammede Rossini sig ekstraordinært op rent teknisk. Han studerede de gamle mestre som Bach og Mozart nøje. Derfor indeholder værket nogle fantastisk flotte, komplekse korsatser og strenge fugaer (særligt den store finale), som viser en langt mere moden, kontrolleret og seriøs side af hans talent.

Det er altså slet ikke så mærkeligt, at du fænges af det. Det er Rossini, når han er mest renset for teatertorden og fjolleri, og hvor kun den pureste musikalske skønhed står tilbage.

Hvis du har lyst til at udforske mere i præcis den stil, kan jeg varmt anbefale at kigge på hans allerlaste store værk, Petite messe solennelle. Det har præcis den samme modne, smukke og ikke-hysteriske kvalitet.

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Som person var han ikke voldsomt sympatisk har jeg forstået? Noget med overfladisk og utro?

Det rammer plet på mange af de rygter og myter, der har forfulgt Rossini. Rossini var en ekstremt kompleks og splittet person, og selvom han i sin samtid blev opfattet som en overfladisk, doven selskabsøve og en kvindebedårer, gemte der sig en anderledes mørk virkelighed bag facaden.

Hans personlighed og privatliv var præget af en række markante træk:

Overfladisk eller bare en overlever?

Mange af hans kolleger – heribgrundet Ludwig van Beethoven og senere Peter Tjajkovskij – beskyldte hans musik og person for at være overfladisk. Han elskede penge, berømmelse, god mad og luksus.

Han havde en ekstremt kynisk humor og tog sjældent sig selv højtideligt. Han kunne virke ligeglad med dyb kunst; han indrømmede gladeligt, at han kun skrev operaer for at tjene penge. Da han blev spurgt, hvorfor han stoppede med at komponere som 37-årig, svarede han koldt, at han havde penge nok, og at han ikke gad arbejde, hvis han ikke var tvunget til det.

“Utro” og det komplicerede kærlighedsliv

Rygterne om utroskab og en letsindig livsstil er ikke grebet ud af den blå luft:

Første ægteskab: Han blev gift med den berømte spanske sopran Isabella Colbran. Det var et stormfuldt forhold præget af jalousi. Rossini var kendt for at have adskillige affærer med andre sangerinder og kurtisaner, og parret gled hurtigt fuldstændig fra hinanden.
Sygdommens pris: Hans vilde ungdom og mange seksuelle eskapader fik alvorlige konsekvenser. Rossini pådrog sig gonorré i en ung alder. Det udviklede sig til kroniske, ekstremt smertefulde underlivsproblemer, som plagede ham resten af livet og var en direkte årsag til, at han trak sig tilbage.

Den mørke sandhed: Depression og angst

Bag masken som den muntre, rige gourmet i Paris gemte der sig en mand, der i perioder var dybt ulykkelig. I dag ved vi, at Rossini led af svære, cykliske depressioner (sandsynligvis en bipolar lidelse).

I sine mørke perioder kunne han hverken spise, tale eller skrive en enkelt tone. Hans anden hustru, Olympe Pélissier, som han mødte efter bruddet med Colbran, fungerede reelt mere som hans sygeplejerske end som en glamorøs hustru. Hun plejede ham igennem årtier med invaliderende fysisk og psykisk sygdom.

Konklusion

Rossini var måske ikke en “sympatisk” og retskaffen helgen. Han var selvoptaget, utro og kynisk. Men han var ikke bare overfladisk; hans overfladiskhed og konstante humor var i virkeligheden et panser, han brugte til at beskytte sig mod en dyb, indre angst og sårbarhed.

Det er måske netop derfor, at hans Stabat Mater rammer så rent. Det er skrevet i en periode, hvor han var færdig med at spille rollen som den smarte operakomponist, og hvor hans egne fysiske og psykiske lidelser gav ham en helt ny, personlig forståelse for smerte og sorg.

AI-svar kan indeholde fejl.

Samtale med AI:

Spørger: Liste over Rossinis største værker minus operaer

Selvom Gioachino Rossini stoppede med at komponere operaer i en alder af kun 37 år, fortsatte han med at skrive musik resten af sit liv. Hans mest berømte ikke-operatiske mesterværker dækker over sakrale korværker, tidlige strygersunater og en stor samling af kortere vokal- og klaverstykker.

Sakrale storværker

Stabat Mater (1841): Rossinis absolut største ikke-operatiske mesterværk. Det er et kraftfuldt og dybt følelsesladet korværk for fire solister, kor og orkester.
Petite messe solennelle (1863): En usædvanlig og smuk messe. Den blev oprindeligt komponeret for fire solister, kor, to klaverer og et harmonium, men senere orkestreret af Rossini selv.
Messa di Gloria (1820): En storstilet, ni-satsers messe for solister, kor og orkester, som han komponerede midt i sin mest travle operakarriere.

Instrumental- og kammermusik

6 Strygesonater (Sei sonate a quattro, 1804): Skrevet da Rossini blot var 12 år gammel. Disse sonater for to violiner, cello og kontrabas udviser en utrolig modenhed og melodisk opfindsomhed.
Blæserkvartetter (Quoniam m.fl.): En række charmerende kammermusikværker for fløjte, klarinet, horn og fagot.

Vokale og sene samlinger

Péchés de vieillesse (Alderdomssynder): En enorm samling på i alt 14 bind, som han skrev i sine senere år i Paris. Den indeholder alt fra klaverstykker til salonsange. Det mest berømte enkeltværk herfra er:
- La Danza: En hæsblæsende og ekstremt populær napolitansk tarantel for tenor og klaver.
Les soirées musicales (1835): En berømt samling af 8 arier og 4 duetter for sangstemme og klaver, som flittigt blev fremført i datidens musikalske saloner.

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Hvad har du af kommentarer af denne side af hans virke?

Rossinis ikke-operatiske virke afslører en fascinerende og dobbeltbundet kunstner. Kontrasten mellem hans tidlige instrumentalmusik og hans sene værker giver et unikt indblik i en komponist, der genfandt glæden ved musikken på sine egne præmisser.

Den modne melankoli bag det hellige

Efter han stoppede med at skrive operaer i 1829, ramte en dyb depression ham. Da han endelig vendte tilbage til musikken med religiøse storværker som Stabat Mater og Petite messe solennelle, mødte man en helt ny dybde. Musikken er stadig melodisk og dramatisk, men den rummer en oprigtig, eksistentiel alvor og frygt for døden, som man sjældent hører i hans sprudlende operaer.

Ironi og modernisme i alderdommen

Samlingen Péchés de vieillesse (Alderdomssynder) viser Rossini som en satirisk og legesyg bedstefar i europæisk musik. Han nægtede at tage sig selv højtideligt og gav klaverstykkerne absurde titler som “Uhygiejnisk forspil” eller “Astmatisk etude”. Musikalsk er disse stykker overraskende moderne; de peger frem mod komponister som Erik Satie og fransk neoklassicisme med deres tørre humor og uventede harmonier.

Det medfødte geni

De tidlige strygesonater, skrevet som 12-årig, understreger blot hans ekstreme naturtalent. De er skrevet for en usædvanlig besætning (uden bratsch, men med kontrabas), hvilket giver en sprød og let lyd. Det vidner om en ung dreng, der legede med Wienerklassikkens rammer og allerede her mestrede den uimodståelige, flydende melodi.

Tilsammen viser disse værker, at Rossini var langt mere end blot en “operamaskine” – han var en dyb, kompleks og humoristisk tonalmester.

Vil du vide mere om de historiske omstændigheder omkring hans tidlige pension, eller vil du dykke ned i den historie og modtagelse, hans Stabat Mater fik?

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Hvad vil du især anbefale fra denne liste af ikke-opera værker?

Hvis du vil opleve det absolut bedste af Rossini uden for operascenen, vil jeg især anbefale to absolutte mesterværker, som viser hver sin side af hans geni:

1. Det dramatiske højdepunkt: Stabat Mater

Dette er Rossinis ubestridte ikke-operatiske hovedværk. Selvom teksten er en dyb og tragisk religiøs hymne om Jomfru Marias lidelser, fylder Rossini den med sit velkendte dramatiske drive.

Hvorfor vælge dette? Det har en enorm emotionel kraft og storslåede kor- og orkesterpartier.
Hvad skal du lytte efter? Satsen “Cujus animam gementem” – en af de mest berømte tenorer i musikhistorien, som kræver en ekstremt svær, høj topnote (et højt Des).

2. Den intime perle: Petite messe solennelle

Dette er Rossinis musikalske testamente, skrevet kort før hans død. Titlen er ironisk, for messen er hverken lille (petite) eller specielt højtidelig (solennelle) i traditionel forstand.

Hvorfor vælge dette? Den originale version for kor, to klaverer og harmonium (et lille stueorgel) har en helt unik, sprød og næsten mystisk klang, som du ikke finder andre steder i romantisk musik.
Hvad skal du lytte efter? Den hjerteskærende smukke og inderlige “Agnus Dei” for altsolist og kor, som afslutter værket.

En hurtig introduktion?

Hvis du vil starte med noget lettere, så sæt tarantellen La Danza på. Det tager kun tre minutter og er ren, hæsblæsende musikalsk energi.

AI-svar kan indeholde fejl.