Januar

Samtale med AI:

Spørger: Vivaldi | Juditha triumphans RV 644. Hvad er din mening om værket? Hvad handler det om ? Hvilke nutidige kendte dirigenter har kastet sig over det? Ser det med Südtirol in Concert.

Antonio Vivaldis Juditha triumphans (RV 644) fra 1716 er et af barokkens mest magtfulde og farverige værker. Det er hans eneste bevarede oratorie og betragtes af mange som et absolut mesterværk på grund af dets rige instrumentering og dramatiske tyngde. 

Handlingen er baseret på den bibelske fortælling fra Judiths Bog:

• Belejringen: Den assyriske general Holofernes belejrer den jødiske by Bethulia.
• Missionen: Den smukke jødiske enke Judith drager ud til fjendens lejr for at bønfalde om nåde for sit folk. 
• Forførelsen og drabet: Holofernes forelsker sig i hende og inviterer hende til et festmåltid. Da han falder i en beruset søvn, griber Judith hans eget sværd og hugger hovedet af ham.
• Allegorien: Da værket blev skrevet, fungerede det som en fejring af Venedigs sejr over tyrkerne ved Korfu; Judith symboliserede Venedig, mens Holofernes var den osmanniske fjende. 

Versionen fra Südtirol in concert er en populær optagelse, der ofte findes på platforme som YouTube. Den fremhæver værkets unikke lydbillede, som Vivaldi skabte til de dygtige kvindelige musikere på Ospedale della Pietà i Venedig. Det betød, at alle roller – både mandlige og kvindelige – oprindeligt blev sunget af kvinder, hvilket giver en helt særlig klang. 

Flere nutidige barokspecialister har kastet deres glans over værket med anmelderroste indspilninger og opførelser:

• Jordi Savall: Har lavet en anerkendt live-optagelse med Le Concert des Nations, hvor han blandt andet har rekonstrueret en ouverture.
• Jean-Christophe Spinosi: Kendt for sin energiske tilgang med orkestret Ensemble Matheus.
• Alessandro De Marchi: Har lavet en markant indspilning, hvor koret (som hos Vivaldi) udelukkende består af kvindestemmer.
• Andrea Marcon: En anden stor Vivaldi-fortolker, der ofte bringer dramaet i værket helt frem.
• Nathalie Stutzmann: Den kendte alt og dirigent har også opført og indspillet dele af værket. 

Spørger: Det er lidt noget andet end noget andet. God energi. Ved ikke lige hvad jeg mener!

Jeg forstår præcis, hvad du mener! Den “energi”, du mærker i Juditha triumphans, er helt speciel og adskiller sig fra meget andet barokmusik af et par bestemte årsager:

1. Det er en “Action-film” i musik: Hvor mange oratorier fra den tid kan være lidt stillestående og prædikende, er dette her rå spænding. Rytmerne er ekstremt præcise og fremadstormende – især i krigsscenerne og når Judith tager mod til sig. Det føles moderne, næsten som et intenst film-soundtrack.
2. Instrument-gimmicks: Vivaldi går helt amok med “special effects”. Han bruger sjældne instrumenter som viola d’amore, chalumeaux (en tidlig klarinet) og mandolin for at skabe mærkelige, smukke og uhyggelige lyde. Det giver en tekstur, som føles frisk og overraskende, selv 300 år senere.
3. Ren kvindekraft: Fordi det blev skrevet til pigerne på børnehjemmet La Pietà, er der ingen dybe mandlige basser til at “tynge” lyden ned. Alt ligger i et lysere, mere intenst leje, hvilket giver den der elektriske og svævende energi, du beskriver.

Det er musik, der ikke bare vil behage øret, men som vil have pulsen op. Det er “Vivaldi på speed”, men med en meget mørk og seriøs undertone.

AI-svar kan indeholde fejl.

Samtale med AI:

Spørger: Vivaldi og Rossini. Festlige fyre dengang i den mørke fortid! Eller hvad?

De var i hvert fald festlige på hver deres måde, men de levede i to helt forskellige verdener. Selvom deres musik begge sprudler af energi, var deres personligheder og livsstil næsten modsætninger. 

Gioachino Rossini: Livsnyderen over dem alle

Hvis man taler om en “festlig fyr”, vinder Rossini (1792–1868) suverænt. Han var barokkens og romantikkens svar på en rockstjerne, der vidste, hvordan man levede det søde liv:

• Gastronomi og trøfler: Han elskede mad mere end noget andet og er kendt for retten Tournedos Rossini (mørbrad med foie gras og trøfler). Han kaldte berømt trøfler for “Mozart blandt svampe”. 

• Pensioneret som 37-årig: Efter at have skrevet 39 operaer i et vanvittigt tempo, trak han sig tilbage på toppen af sin karriere for at bruge resten af sit liv på at holde overdådige middagsselskaber i Paris. 

• Citat-maskine: Han sagde engang: “At spise, elske, synge og fordøje er i sandhed de fire akter i den komiske opera, vi kalder livet”. 

Antonio Vivaldi: Den travle “røde præst”

Vivaldi (1678–1741) var mere en arbejdshest end en levemand. Hans liv var præget af en helt anden type intensitet:

• Den røde præst: Han var faktisk uddannet præst, men fik dispensation fra at holde messe på grund af sin dårlige astma. 

• Arbejdsnarkoman: Han pralede af, at han kunne komponere en koncert hurtigere, end en kopist kunne nå at skrive noderne af. Han var en benhård forretningsmand, der rejste Europa tyndt for at promovere sin musik. 

• Melankolsk afslutning: Selvom han i perioder var rig og berømt, endte han sit liv i fattigdom i Wien. Hans “fest” foregik i musikken – i det virkelige liv kæmpede han konstant med helbredet og kirkens autoriteter. 

Så mens Rossini drak champagne og spiste østers, drak Vivaldi nok mest te og hostesaft, mens han skrev 500 koncerter i træk. Men fælles for dem er, at de knækkede koden til den der italienske energi, som stadig får os til at vippe med foden i dag. 

Er du mest til den legende lethed hos Rossini eller den elektriske præcision hos Vivaldi?

Spørger: Lige nu er jeg nok mest bare imponeret over Südtirol in Concert. Altså udover den fantastiske musik i al almindelighed!

Det er også en ekstremt flot produktion! Det, der gør Südtirol in Concert-optagelserne så fængslende, er kombinationen af den knivskarpe lyd og de smukke, historiske lokaler i Alperne. Det giver musikken en helt anden rummelighed og nerve, end hvis det var optaget i et sterilt studie.

I netop Juditha triumphans kommer de her elementer virkelig til deres ret:

• Nærheden: Man kan næsten se sveden på musikernes pander og frustrationen/triumfen i sangernes ansigter. Det gør den 300 år gamle historie meget menneskelig.
• Akustikken: De store sale i Sydtyrol (Ofte i byer som Toblach eller Brixen) giver Vivaldis strygere den der “store” klang, som passer perfekt til værkets dramatik.
• Præcisionen: De musikere, de hyrer til disse koncerter, er ofte de absolut bedste i verden til at spille på originalinstrumenter, hvilket giver den der rå og “u-polerede” energi, du bed mærke i tidligere.

Det er barokmusik, der er filmet som en moderne musikvideo, og det virker bare. Man glemmer helt, at det er “fint” og “klassisk”, fordi det føles så levende.

Spørger: Ja de har ramt det perfekte sceniske udtryk. Og kirken er utrolig smuk, jo.

Det er præcis den visuelle ramme, der gør oplevelsen total. Kirken, du ser i den specifikke optagelse af Juditha triumphans fra Südtirol in concert, er den storslåede Brixen Domkirke (Dom zu Brixen) i Sydtyrol. 

Det er ikke tilfældigt, at den føles “rigtig” til Vivaldi:

• Barokkens overdådighed: Kirken er et af de vigtigste barokanlæg i Alperne. De svulstige loftsmalerier, det gyldne interiør og den enorme marmor-pragt spejler præcis den musikalske rigdom, Vivaldi lagde i oratoriets instrumentering. 
• Historisk ekko: At høre et værk fra 1716 i en katedral, der blev ombygget til sin nuværende barokstil i samme århundrede, skaber en tidslomme, hvor arkitektur og lyd smelter sammen.
• Lys og drama: Südtirol in concert er kendt for at bruge lyssætningen til at fremhæve de arkitektoniske detaljer, så kirken næsten bliver en medspiller i dramaet mellem Judith og Holofernes. 

Det er netop denne “helhedsoplevelse”, der gør, at klassisk musik pludselig føles vedkommende og filmisk i stedet for støvet.

AI-svar kan indeholde fejl

Samtale med AI:

Spørger: Hvad kan du sige om Alessandro Scarlatti i forhold til Vivaldi og Rossini?

Hvor Vivaldi og Rossini er kendt for deres eksplosive energi og umiddelbare appel, er Alessandro Scarlatti (1660–1725) barokkens intellektuelle arkitekt. Han er broen mellem den tidlige barok og den klassiske stil, vi kender fra Mozart. 

Her er, hvordan han placerer sig i forhold til dine to “festlige fyre”:

Scarlatti vs. Vivaldi: Den lærde vs. Virtuosen

Mens Vivaldi (født 1678) skabte elektrisk spænding med sine violiner, fokuserede Scarlatti på den menneskelige stemme og harmonisk dybde. 

• Stilen: Vivaldi er rytmisk “fremadlænet” og ofte flamboyant. Scarlatti er mere subtil og kompleks; han perfektionerede Da Capo-arien, som blev standarden i al opera herefter. 
• Alvoren: Scarlatti var berygtet for sin seriøsitet. Hans operaer i Venedig blev engang kaldt “søvndyssende”, fordi publikum dengang (ligesom os i dag) hellere ville have Vivaldis hurtige lir og fest end Scarlattis dybe, moralske tragedier

Scarlatti vs. Rossini: Grundlæggeren vs. Arvtageren

Selvom Rossini levede 100 år senere, står han på skuldrene af det fundament, Scarlatti støbte i Napoli. 

• Den napolitanske skole: Scarlatti grundlagde den stil, der gjorde Napoli til verdens operacentrum. Uden Scarlattis udvikling af orkestret og de musikalske former, havde Rossini ikke haft de værktøjer, han brugte til at skabe sine “boblende” mesterværker. 
• Temperament: Hvor Rossini er den ultimative livsnyder, der skrev musik til fest og farver, var Scarlatti en dedikeret akademiker. Hans musik er ikke nødvendigvis “festlig” i moderne forstand, men den er utroligt smuk og følelsesladet. 

Kort sagt:
Hvis Rossini er den sprudlende champagne til festen, og Vivaldi er den elektriske belysning og fyrværkeriet, så er Alessandro Scarlatti ham, der har tegnet og bygget hele balsalen. Hans musik kræver måske lidt mere tålmodighed, men den rummer en enorm rigdom af detaljer. 

Hvis du vil høre Scarlatti i en “energi”, der minder om den, du fandt hos Vivaldi, så prøv hans oratorium “Il primo omicidio” (Kain og Abel) – det har noget af den samme dramatiske nerve som Juditha triumphans.

Er det den vokale skønhed eller den instrumentale vildskab, der tiltaler dig mest ved denne tidsperiode?

Spørger: Det er nok selve tidsperioden og følelsen af det er før nihilismens tid. Gud er endnu ikke død i folks opfattelse. Så alt er ligesom en stor totalforestilling uden mulighed for distancering. Hvad siger du til den oplevelse?

Det er en utrolig skarp og præcis observation. Du rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvorfor barokken føles så overvældende og “hel”: Den mangler den moderne distance.

Her er tre grunde til, at din oplevelse af “totalforestillingen” giver så god mening i forhold til den tid:

1. Kosmisk orden: Dengang var verden ikke tilfældig. Musikken, arkitekturen (som katedralen i Brixen) og troen hang sammen i en stor hierarkisk orden. Når Vivaldi skriver en arie, er det ikke bare “en sang”; det er en afspejling af en guddommelig harmoni. Man kunne ikke “stå udenfor” og kigge på det, for man var selv en del af skaberværket.
2. Affektlæren: I barokken troede man på, at musikken rent fysisk kunne styre dine kropsvæsker og følelser (affekter). Hvis komponisten skrev en “vred” arie, var det ikke for at vise vrede, men for at gøre lytteren vred. Der var ingen ironisk distance eller nihilistisk tvivl – følelsen var absolut og direkte.
3. Absolut drama: Som du siger, er Gud ikke død. Det betyder, at indsatsen i historierne (som Judith, der dræber Holofernes) er total. Det handler om frelse eller fortabelse, lys eller mørke. Det er derfor, energien er så intens; der er intet “filter” af moderne skepsis til at tage toppen af de store følelser.

Når man ser det i en produktion som Südtirol in Concert, mærker man netop, at musikerne ikke bare “optræder” – de træder ind i et rum, hvor hver node betyder noget definitivt. Det er musik med fuld plade på eksistensen.

Giver det mening for dig, at det netop er fraværet af moderne tvivl, der gør musikken så “højenergisk” og nærværende?

Spørger: Ja, for søren da!

Det er præcis dér, magien ligger! Det er som at få en direkte indsprøjtning af en verden, der stadig er “hel”.

Når man fjerner den moderne ironi og følelsen af, at “alt er lige meget,” står man tilbage med en kunst, der tør være 100 % patetisk, dramatisk og storslået. Det er det, der gør det så forløsende at se og høre:

• Ingen undskyldninger: Barokken føler ikke, den skal forklare sig selv eller være “nede på jorden”. Den sigter direkte efter himlen (eller struben).
• Total dedikation: Musikerne og sangerne i den produktion, du har set, tør gå “all in”. De spiller ikke bare noder; de formidler en sandhed, der dengang var uomtvistelig.
• Arkitekturen som vidne: Når de står i Brixen Domkirke, er de omgivet af marmor og guld, der råber det samme budskab: Dette øjeblik er vigtigt. Dette drama er universelt.

Det er den ultimative kur mod moderne træthed – en tidslomme, hvor alt er ladet med betydning, og hvor “skønhed” ikke bare er pynt, men en nødvendighed.

Spørger: Men ville jeg gerne tilbage til den tid. Nej tak. Kan godt lide min ‘moderne distance.’

Det er den ultimative luksus, vi har i dag! Vi kan nyde den totale overgivelse i musikken fra den mørke fortid, mens vi bevarer vores moderne frihed til at træde ud af katedralen bagefter.

Der er tre gode grunde til, at distancen faktisk gør oplevelsen bedre for os i dag:

1. Valget er dit: Dengang var du tvunget ind i det verdensbillede. I dag vælger du selv at sætte Juditha triumphans på, fordi du har lyst til energien – ikke fordi kirken eller kongen dikterer din virkelighed.
2. Sikkerhedsafstanden: Vi kan nyde dramaet om Judith og Holofernes som en æstetisk “action-film” uden at skulle bekymre os om de brutale religiøse krige og den virkelige vold, som musikken dengang var en del af (som fejringen af sejren over osmannerne).
3. Kritisk sans: Med din moderne distance kan du se Vivaldi som et geni og samtidig gennemskue de politiske og religiøse undertoner. Du kan både blive ramt i mellemgulvet af lyden og bevare din kritiske fornuft på samme tid.

Det er lidt ligesom at køre i en lynhurtig bil med moderne bremser: Du kan nyde farten og G-kræfterne, fordi du ved, du har kontrollen over at stoppe.

AI-svar kan indeholde fejl.