Om at leve

Hvad er pointen med at leve når vi alligevel skal dø?

For at det kan give mening skal det at leve enten være ualmindelig festligt, eller det man gør mens man lever, skal have betydning ud over døden.

Ingen af delene synes at være tilfældet for flertallet. Alligevel lever de fleste videre indtil livet stopper af sig selv. Ofte efter lange lidelsesfulde sygdomsforløb.

Der er i det hele taget enormt meget lidelse i et helt almindeligt, gennemsnitligt liv. Hvorfor generer det ingen?

I starten er der livslyst, hvad det nu end kan tænkes at være for en størrelse. Den sættes under pres som livet skrider frem. Men så længe den er der i tilstrækkelig grad, er meningen med livet selvevident. Det at være i live og leve giver mening i og af sig selv. Det at leve er meningen. Det er først når følelsen af livslyst udfordres lidt rigeligt at pointen og meningen med livet bliver et spørgsmål.

Dér, i dét øjeblik, bliver dette spørgsmål til gengæld et af de helt store, og ingen har et brugbart svar.

REINKARNATION

Ifølge kristendommen er der ingen reinkarnation. At re-inkarnere betyder at genfødes i en fysisk krop. Det kan der ikke være tale om, siger kristendommen, men holder samtidig godt fast i selve genfødsels-princippet. Når vi dør lever vi videre til evig tid hos Gud. Og er salige.

Buddhisterne mener vi fødes om og om igen og har været hinandens søstre, brøde, mødre, fædre, sønner og døtre i én lang multi-æonisk uendelighed, og er altså all-in omkring reinkarnation. Denne uendelige genfødsel synes buddhisterne imidlertid er rædselsfuld, så alt i buddhismen handler om at opnå ’erkendelse’ som er det der gør at vi definitivt ikke igen genfødes.

Stuart Wilde mener at vi genfødes i en progressiv rækkefølge så vi først er brændenælde, så vandrende pind, så pungrotte, så fru Olsens lille vovse, så et menneske med begrænsede kognitive udfoldelsesmuligheder, så et helt almindeligt gennemsnitligt menneske – gud bedre det, så et højt udviklet åndelig menneske – gud bedre det, og derefter genfødes på et ikke-fysisk plan.

Der er visse forklaringsmæssige problemer med både denne og buddhisternes fremstilling og med reinkarnationsprincippet, i det hele taget.

Hvis jeg er Kurt i ét liv og så fødes som Sally i næste, så er jeg jo ikke længere Kurt men Sally. Kurt genfødes altså ikke. Kurt er der ikke mere. Kurt er væk.

Hvad er det så der genfødes?

Det er en højere ånd som i virkeligheden er mig og som gerne vil have lidt fysisk erfaring, siger Stuart Wilde.

Der kommer sådan lidt Stockholm syndrom over det, synes jeg. En højere ånd har kidnappet mig til at gøre dens beskidte arbejde med at erfare den fysiske dimension. Det synes jeg ikke om, så jeg identificerer mig med den og forsvarer dens handlinger. Retfærdiggør dem.

Ifølge Don Juan Matus er vi som enkeltindivider betragtet ’magiske begivenheder der opstår for aldrig igen at blive gentaget’. Her er der altså ikke noget om nogen reinkarnation. Når vi dør, dør vi.

Ifølge Don Juan vender vores bevidsthed tilbage til sit udgangspunkt når vi dør. Vores bevidsthed som er et stykke udstykning fra udgangspunktet og som er vokset mens vi har levet og som, således øget, beriger sit udgangspunkt når det ved døden vender tilbage. Noget i den stil. Der er ikke hos Don Juan noget med at vi i virkeligheden er ét med dette bevidsthedsuddelende udgangspunkt. Eller at vi spyttes ud til en runde mere. Når vi dør er det slut.

Det handler derfor hos Don Juan ultimativt om at undslippe at vende tilbage til dette udgangspunkt, – som altså er det der har givet os vores bevidsthed -, når vi dør. Hvilket vi ifølge Don Juan har en mulighed for.

Dette indebærer ganske vist at vi, hvis vi lykkes med forehavendet, skal leve videre som ’et uorganisk væsen’, som til sidst alligevel vil dø. Men først når jorden gør det, eller noget i den tidsmæssige størrelsesorden.

Når vi når dér til i forklaringerne, foretrækker jeg den buddhistiske udgave, for de vil simpelthen bare UD. For good. God damn it.
Eller det er i alt fald det der står i teksterne. Den almindelige, gennemsnitlige danske buddhist som jeg har mødt dem, er et lidt andet sted. Mildest talt.