Barokken og Bach

Posted on Udgivet i Barokken og Bach

Samtale med AI:

Spørger: Hvad kan du sige om Bach i almindelighed og om H-mol messen i særdeleshed?

Johann Sebastian Bach (1685–1750) betragtes i dag som baroktidens største musiknavn og en af de mest indflydelsesrige skikkelser i europæisk kultur. Hans musik er kendetegnet ved en uovertruffen mestring af kontrapunkt – kunsten at væve flere selvstændige melodilinjer sammen i en harmonisk helhed. [1, 2, 3]

Bach i almindelighed

Selvom han i sin samtid primært var kendt som en fænomenal organist og tangentvirtuos, efterlod han sig over 1.000 værker, der sammenfatter og fuldender hele barokkens tonekunst. [1, 2]

  • Stil: Hans musik er ofte matematisk præcis og logisk opbygget, men samtidig dybt emotionel og spirituel. Han benyttede sig flittigt af fuga-teknikken, hvor et tema gentages og forskydes mellem forskellige stemmer. [1, 2, 3]
  • Karriere: Han virkede i mange år som kantor ved Thomaskirken i Leipzig, hvor han producerede enorme mængder af kirkemusik, herunder kantater til hver søndag. [1, 2]
  • Eftermæle: Hans musik faldt i glemmebogen umiddelbart efter hans død, men blev “genopdaget” i midten af 1800-tallet, hvilket markerede starten på den moderne beundring af hans livsværk. [1]

H-mol messen (BWV 232) i særdeleshed

Messen i h-mol står som et af de absolutte højdepunkter i musikhistorien. Det er Bachs eneste komplette latinske messe (en missa tota) og betragtes som hans musikalske testament. [1, 2]

  • En livslang proces: Værket er ikke skrevet på én gang. Bach arbejdede på det on/off fra 1724 (Sanctus) og indtil året før sin død i 1749. Mange dele af messen er baseret på tidligere kantatesatser, som Bach perfektionerede til dette storværk. [1, 2, 3, 4]
  • Økumenisk brobygning: Selvom Bach var lutheraner, valgte han at sætte den katolske messetekst i musik. Det ses ofte som et forsøg på at skabe en universel, kristen syntese, der forener forskellige trosretninger. [1]
  • Monumentalitet: Med en varighed på næsten to timer og krav om store kor- og orkesterkræfter er værket for omfattende til at indgå i en normal gudstjeneste. Det fungerer snarere som et “idealværk” eller en abstrakt opsummering af alt, hvad han formåede som komponist. [1, 2]
  • Symbolik og tal: Bach indbyggede ofte numerologisk symbolik i messen. Eksempelvis er Gloria-delen opdelt i ni satser (3 x 3), hvilket symboliserer Treenigheden. [1]

Du kan finde yderligere detaljer om værkets struktur og historie hos Lex.dk eller læse mere om Bachs liv hos Bibzoom.

Vil du have anbefalinger til specifikke indspilninger af H-mol messen, eller vil du vide mere om Bachs brug af talsymbolik?

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: En anbefaling til bedste nyere indspilning som kan ses på Youtube. Kun et forslag!

Hvis du leder efter en fremragende nyere indspilning, som er frit tilgængelig i høj kvalitet, er mit klare forslag den version, som Netherlands Bach Society har udgivet som en del af deres ambitiøse “All of Bach”-projekt. [1]

  • Hvorfor denne indspilning? Den er optaget i Naarden i 2016 (offentliggjort i 2019) og ledes af Jos van Veldhoven. Den udmærker sig ved en utrolig gennemsigtighed i lyden, hvor man tydeligt kan høre de enkelte korstemmer, hvilket er essentielt i Bachs komplekse kontrapunkt. [1, 2, 3]
  • Visuel oplevelse: Da den er produceret specifikt til Youtube, er billedsiden moderne og knivskarp, hvilket giver en meget nærværende oplevelse af musikerne og de autentiske barokinstrumenter. [1, 2]
  • Hvor finder du den? Du kan se den fulde koncert (ca. 1 time og 50 minutter) på deres officielle Youtube-kanal her: Bach – Mass in B minor BWV 232 – Netherlands Bach Society.

Vil du have hjælp til at finde teksten og oversættelsen, så du kan følge med i, hvad der synges undervejs?

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: En tekst ville sikkert være fint!

Bach’s H-mol Messe (BWV 232) følger den traditionelle latinske messeopbygning, fordelt på de fem faste hovedled: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, som samlet udgør et af musikhistoriens mest betydningsfulde værker. Teksten, som er en central del af den liturgiske tradition, er kendt for sin musikalske dybde og teologiske rækkevidde. [1, 2, 3]

Den fulde latinske tekst med dansk oversættelse kan findes hos Ole Reuss eller via Netherlands Bach Society. [, 2]

AI-svar kan indeholde fejl.

Ole Reuss oversættelse herunder:

H-mol Messe, Bach

Johann Sebastian Bach (1685-1750):
Messe i h-mol, BWV 232

Teksten er den klassiske messetekst

Kyrie


1. Korsats

Kyrie eleison
Herre, forbarm dig

2. Arie. Duet for sopran og mezzosopran

Christe eleison
Kristus, forbarm dig

3. Korsats

Kyrie eleison
Herre, forbarm dig

Gloria


4. Korsats

Gloria in excelsis Deo
Ære være Gud i det højeste

5. Korsats

et in terra pax hominibus bonae voluntatis.
og fred på jorden, i mennesker Guds velbehag.

6. Arie for mezzosopran

Laudamus te,
benedicimus te,
adoramus te,
glorificamus te.

Vi lover dig,
vi velsigner dig,
vi tilbeder dig,
vi ophøjer dig.

7. Korsats

Gratias agimus tibi propter magnam gloriam tuam.
Vi bringer dig taksigelser for din store herlighed.

8. Arie. Duet for sopran og tenor

Domine Deus, Rex coelestis,
Deus Pater omnipotens.
Domine Fili unigenite,

Herre Gud, himmelske konge,
Gud Fader almægtige.
Herre, du enbårne søn,

Jesu Christe altissime,
Domine Deus, Agnus Dei, Filius Patris.

Jesus Kristus, du, den højeste
Herre og Gud, Guds Lam, Faderens søn.

9. Kvartetsats

Qui tollis peccata mundi,
miserere nobis,
qui tollis peccata mundi,
suscipe deprecationem nostram.

Du, som bærer verdens synder,
forbarm dig over os.
Du, som bærer verdens synder,
hør vor bøn.

10. Arie for alt

Qui sedes ad dextram Patris, miserere nobis.
Du, som sidder ved Faderens højre hånd, forbarm dig over os.

11. Arie for bas

Quoniam tu solus sanctus,
tu solus Dominus,
tu solus altissimus,
Jesu Christe.

Thi du alene er hellig,
du alene er Herre,
du alene den højeste,
Jesus Kristus.

12. Korsats

Cum Sancto Spiritu in gloria Dei Patris, Amen.
Med Helligånden til Gud Faders ære. Amen

Credo


13. Korsats

Credo in unum Deum
Jeg tror på én Gud

14. Korsats

Credo in unum Deum,
Patrem omnipotentem,
factorem coeli et terrae,
visibilium omnium et invisibilium.

Jeg tror på én Gud,
den almægtige Fader,
himmelens og jordens skaber,
skaber af alt synligt og usynligt.

15. Arie. Duet for sopran og alt

Et in unum Dominum, Jesum Christum,
Filium Dei unigenitum
et ex Patre natum
ante omnia secula.

Og én Herre, Jesus Christus,
Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen
før alle tider.

Deum de Deo,
lumen de lumine,
Deum verum de Deo vero,
genitum, non factum,
consubstantialem Patri,
per quem omnia facta sunt.

Gud af Gud,
lys af lys,
sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt,
af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,

Qui propter nos homines
et propter nostram salutem descendit de coelis.

som for os mennesker
og for vor frelse steg ned fra himlene.

16. Korsats

Et incarnatus est de Spiritu sancto
ex Maria virgine, et homo factus est.

og blev kød og blod ved Helligånden
af Jomfru Maria, og blev menneske.

17. Kvartetsats

Crucifixus etiam pro nobis
sub Pontio Pilato, passus et sepultus est.

som også blev korsfæstet for os
under Pontius Pilatus, blev pint og begravet

18. Korsats

Et resurrexit tertia die secundum scripturas;
et ascendit in coelum,
sedet ad dextram Dei Patris,

og opstod på den tredje dag ifølge skrifterne
og opfor til himmels,
sidder ved Faderens højre hånd

et iterum venturus est cum gloria
judicare vivos et mortuos,
cujus regni non erit finis.

og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.

19. Arie for bas

Et in Spiritum sanctum
Dominum et vivificantem,
qui ex Patre Filioque procedit;
qui cum Patre et Filio simul adoratur et conglorificatur;
qui locutus est per Prophetas.

Og på Helligånden,
som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og Sønnen,
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Et unam sanctam catholicam
et apostolicam ecclesiam.

Og på én, hellig, almindelig
og apostolisk kirke.

20. Korsats

Confiteor unum baptisma in remissionem peccatorum.
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse

21. Korsats

Et expecto resurrectionem mortuorum et vitam venturi seculi. Amen.
og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. Amen

Sanctus, Osanna og Benedictus


22. Korsats

Sanctus, sanctus, sanctus
Dominus Deus Sabaoth.
Pleni sunt coeli et terra gloria ejus.

Hellig, hellig, hellig
er Herren, Gud den almægtige.
Himlen og jorden er fuld af din herlighed.

23. Korsats

Osanna in excelsis
Hosianna i det højeste

24. Arie for tenor

Benedictus qui venit in nomine Domini.
Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.

25. Korsats

Osanna in excelsis
Hosianna i det højeste

Agnus Dei og Dona nobis pacem


26. Arie for tenor

Agnus Dei qui tollis peccata mundi, miserere nobis.
Guds lam, som bar alverdens synder, forbarm dig over os.

27. Korsats

Dona nobis pacem.
Giv os din fred.

Kontakt
Email: olereuss@gmail.com
Telefon: 25 81 57 62

Samtale med AI:

Spørger: Zefiro torna e di soavi accenti. Der er simpelthen så meget legende lethed, sangmæssig overlegenhed, elegance, overskud og glæde over dette nummer. Når man så hører Bachs flerstemmige sang i h-mol messen fx, til sammenligning hvor det hele ligesom aldrig flytter sig ud af stedet men snarere graver sit eget sorte hul af enorm tyngde!!!! Hvad i alverden stiller jeg op med den oplevelse?

Det er en fascinerende og knivskarp observation, du kommer med. Din beskrivelse rammer plet på den enorme stilmæssige kløft mellem den tidlige barok hos Monteverdi og den høje baroks kulmination hos Bach.

Det, du mærker, er ikke blot to forskellige komponister, men to vidt forskellige måder at betragte mennesket, troen og selve musikkens tyngdekraft på:

1. Letheden: Monteverdis dansende Chaconne

Når du hører “Zefiro torna e di soavi accenti” (1632), hører du en af musikhistoriens første store “popsange”.

  • Chaconne-grundlaget: Nummeret er bygget over en ciaconna – en fast, gentaget basfigur. Det skaber en uimodståelig motorisk fremdrift og en “legende lethed”, fordi musikken hviler i en dansant rytme, der altid vender tilbage til udgangspunktet med overskud. [1, 2]
  • Den verdslige glæde: Teksten hylder forårets komme og vestenvinden (Zefiro). Det er musik, der rækker ud efter verden, lyset og de umiddelbare sanser. Det er elegant og ekvilibristisk, fordi det er skrevet til at imponere og forføre her og nu. [1]

2. Tyngden: Bachs arkitektoniske “sorte hul”

Kontrasten til h-mol messen (1748-49) kunne ikke være større. Her er vi i Bachs absolutte svanesang – et værk så monumentalt, at det næsten ikke er skrevet til at blive opført af mennesker, men snarere som et teoretisk og åndeligt idealværk. [1, 2, 3]

  • Kontrapunktisk masse: Hvor Monteverdi lader to stemmer lege over en bas, væver Bach komplekse mønstre af 5-8 selvstændige korstemmer. Det skaber den “enorme tyngde”, du beskriver – lyden bliver vertikal og massiv, fordi hver eneste tone bærer en intellektuel og teologisk vægt. [1, 2, 3]
  • Det statiske og evige: Bachs musik “flytter sig ikke ud af stedet”, fordi den ikke forsøger at danse. Den forsøger at afbilde evigheden. H-mol er for Bach en toneart forbundet med både lidelse og guddommelig orden; det er musik, der graver sig ned i eksistensens dybder i stedet for at skøjte på overfladen. [, 2]

Hvad stiller du op med oplevelsen?

Du skal se det som to forskellige “tilstande” af at være menneske:

  • Brug Monteverdi, når du har brug for at mærke livet, pulsen og den menneskelige elegance. Det er musikkens svar på et glas bobler i forårssolen.
  • Brug Bach, når du er klar til at blive overvældet af noget, der er større end dig selv. Den tyngde, du føler som et “sort hul”, er Bachs forsøg på at samle hele universets orden i ét partitur. [1, 2]

Hvis du vil have en mellemvej, der har lidt af begge dele, kunne du prøve at lytte til Claudio Monteverdis “Vespro della Beata Vergine”. Her finder du både den dansende lethed fra hans madrigaler og den religiøse tyngde, som Bach senere perfektionerede. [1]

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Hvad kan du ellers/yderligere sige i den forbindelse?

Det, du rører ved, er faktisk en af de helt store tektoniske bevægelser i musikhistorien. Når du oplever den enorme forskel, skyldes det, at de to komponister stod på hver sin side af en revolution i måden, man tænkte følelser og musikalsk konstruktion på.

Her er tre perspektiver, der kan hjælpe dig med at “placere” din oplevelse:

1. “Prima” vs. “Seconda Prattica” (Teksten vs. Musikken)

Monteverdi var bannerfører for det, han kaldte Seconda Prattica. Her var det vigtigste, at musikken skulle tjene teksten og følelserne direkte. [1]

  • I “Zefiro torna” er musikken en direkte illustration af forårets leg. Når du føler letheden, er det fordi Monteverdi med vilje bruger kortere, mere “menneskelige” musikalske sætninger, der trækker vejret og danser som en samtale mellem to venner. [1, 2, 3]
  • Hos Bach (især i h-mol messen) er vi tilbage i en form for “over-perfektioneret” Prima Prattica. Her er musikken en autonom arkitektonisk magt. Den “graver sit sorte hul”, fordi Bachs kontrapunkt er så tæt og komplekst, at det ikke længere handler om individets glæde, men om en universel, matematisk og guddommelig orden. [1, 2, 3, 4]

2. Ciaconnaens motor vs. Fugaens masse

Du nævner, at Bachs musik “aldrig flytter sig ud af stedet”. Det er en utrolig præcis observation af hans brug af fuga-formen.

  • En fuga (som i messens Kyrie) bygger sig selv op ved at lagre den samme melodi oven i hinanden igen og igen. Det skaber en vertikal tyngde – en følelse af, at musikken vokser opad eller nedad i dybden snarere end fremad. [1, 2]
  • Monteverdi bruger i “Zefiro torna” en ciaconna (en bas-figur, der kører i ring). Selvom den også gentager sig, fungerer den som en motor, der skubber sangerne fremad og giver dem frihed til at improvisere og lege over bunden. Det er forskellen på at køre i en hurtig sportsvogn (Monteverdi) og at stå inde i en massiv katedral, mens fundamentet ryster (Bach). [1, 2, 3]

3. Det personlige vs. Det monumentale

Dirigenten John Eliot Gardiner har beskrevet Monteverdi som “musikkens Shakespeare”, fordi han er så direkte og personlig. Bach er derimod “det altfortærende”, som forsøger at rumme alt i ét værk. [1]

  • Din oplevelse af Bachs “tyngde” er måske netop erkendelsen af, at h-mol messen er skrevet som et testamente – en opsummering af alt, hvad Bach vidste om musik, samlet kort før hans død. Det skal føles tungt, fordi det bærer vægten af et helt livsværk og en hel religiøs tradition. [1, 2, 3]

Et tip til din videre lytning:
Hvis du vil høre Bach “lette” lidt fra jorden uden at miste sin dybde, så prøv at lytte til hans Brandenburgerkoncerter eller de mere dansante satser fra hans Orkestersuiter. Her låner han lidt af den italienske lethed, du elsker hos Monteverdi.

Kunne det tænkes, at det især er de store kor-satser hos Bach, der føles som det “sorte hul”, mens hans solo-arier måske føles mere som Monteverdi?

AI-svar kan indeholde fejl.

Spørger: Jeg har lyttet til hans ‘lette’ ting også og jeg får samme følelse af sidde fast i et hul! Det beklager jeg virkelig. Manden er jo et geni!!

Du skal absolut ikke beklage! Faktisk er din reaktion utrolig ærlig og musikalsk set meget præcis. Det, du beskriver som at “sidde fast i et hul”, rører ved selve kernen i Bachs væsen – og hvorfor han kan føles klaustrofobisk for nogle, selv når han forsøger at være “let”.

Her er tre grunde til, at du får den følelse, uanset hvad du lytter til af Bach:

1. Det “matematiske fængsel”

Selv når Bach skriver en glad dans, er den bygget som et perfekt urværk. Hver eneste tone har en modpart; alt er bundet sammen i strenge logiske regler. Hvor Monteverdi lader en melodi svæve frit og “trække vejret” over en bas, lader Bach alle stemmer kæmpe om pladsen. Det skaber en horisontal tæthed, hvor der ikke er nogen “udgang”. Man er låst fast i hans logik, og det kan føles som om, musikken aldrig får lov at slippe kontrollen og bare være.

2. Horror Vacui – Angsten for det tomme rum

Bach lider af det, man i kunsten kalder horror vacui. Han kan ikke lade en takt være tom eller enkel. Der skal hele tiden ske noget i alle lag. Den “lette” Monteverdi tør lade stilheden og den enkelte stemme stå alene, hvilket giver luft og lys. Bach fylder alle huller ud med små løb og kontrapunkter. Hvis man er til elegance og overskud, kan Bachs konstante “arbejde” føles som en tung energi, der bare maler og maler på det samme sted.

3. Tyngdekraft vs. Termik

Monteverdis musik har “termik” – den stiger opad som varm luft. Bachs musik har “tyngdekraft”. Hans harmonier søger altid mod et fundament, en grundtone, der bliver hamret fast med enorme nagler. Selv hans glade stykker føles som om, de er støbt i jern fremfor svævende i luften.

Hvad gør du så?
Du behøver ikke “lære” at elske Bach. Din oplevelse bekræfter faktisk, at du lytter meget intenst. Du mærker hans enorme intellektuelle pres, og hvis det føles som et sort hul eller en fastlåst oplevelse, så er det måske bare fordi, din musikalske sjæl trives bedre i det spontane, det lineære og det menneskelige, som Monteverdi repræsenterer.

Hvis du vil have et “frikvarter” fra Bachs tunge logik, men stadig vil have barokkens drama, har du så nogensinde prøvet at lytte til Vivaldis opera-arier eller Handels mere udadvendte ting? De har ofte mere af den italienske “solskin og luft”, du finder hos Monteverdi.

Mærker du denne her “fastlåsthed” som en form for mental træthed, når du har lyttet til Bach i mere end 5-10 minutter?

AI-svar kan indeholde fejl. Få flere oplysninger

Spørger: Ja Vivaldi og Händels værker har en lethed over sig som føles ret meget henad ‘den italienske solskin og luft’ du tillægger Monteverdi. Og ja jeg bliver meget ‘mentalt træt’ når jeg har lyttet til Bach efter ret kort tid!

Det er en befriende ærlig erkendelse, og du er faktisk i selskab med mange musikelskere, der har det på præcis samme måde. Den “mentale træthed”, du beskriver, er et helt logisk resultat af, hvordan din hjerne arbejder, når den møder Bach.

Her er en lille trøst og en forklaring på, hvorfor det sker:

Bach er “High-Intensity Training” for hjernen

Når du lytter til Monteverdi, Vivaldi eller Händel, følger du ofte én dominerende melodi og en støttende rytme. Din hjerne kan “slappe af” i skønheden og lade sig føre med af strømmen.

Hos Bach er der ingen passager-sæder. Han skriver polyfont, hvilket betyder, at 3, 4 eller 5 stemmer er lige vigtige på samme tid. Din hjerne forsøger ubevidst at dekode alle disse uafhængige linjer samtidigt. Det svarer til at prøve at følge fem forskellige samtaler i et middagsselskab på én gang. Det er ikke mærkeligt, at du bliver træt – det er et massivt kognitivt overarbejde!

Den italienske “luft” vs. den tyske “grundighed”

Du har helt ret i din følelse af slægtskabet mellem Monteverdi, Vivaldi og Händel:

  • Italienerne (og Händel, som var “italieniseret” tysker): De elsker melodien. De lader den trække vejret, de holder pauser, og de lader solisten shine. Det giver den “solskin og luft”, du mærker.
  • Bach: Han er den ultimative tyske arkitekt. For ham er en pause spild af plads, hvis han kan proppe en ekstra kontrapunktisk detalje ind. Det “sorte hul” er i virkeligheden hans enorme tæthed; der er simpelthen intet sted, hvor luften kan slippe ind eller ud.

Giv dig selv lov til at “melde pas”

Man kan sagtens anerkende, at Bach er et geni, uden at man behøver at have lyst til at bo i hans musik. Hvis Bach føles som en tung, uendelig ligning, og Monteverdi føles som en forelskelse, så følg forelskelsen!

Det er måske bare ikke i Bachs selskab, du skal finde din musikalske rekreation. Du søger det ekstroverte, det kommunikerende og det elegante – og der er Monteverdi og italienerne uovertrufne mestre.

AI-svar kan indeholde fejl.-

Lad os forlade Bach for nu med denne opsummering:

AI-oversigt:

Johann Sebastian Bach (1685–1750) hører til barokken, nærmere bestemt senbarokken.

Her er de vigtigste punkter om hans tid:

  • Periode: Han levede og virkede i overgangen mellem det 17. og 18. århundrede, hvor hans død i 1750 ofte betragtes som afslutningen på hele barokperioden i musikken.
  • Stilart: Hans musik er kendetegnet ved kompleks kontrapunktik, polyfoni og dyb religiøsitet, hvilket er typisk for senbarokken.
  • Betydning: Selvom han i sin samtid mest var kendt som organist, anerkendes han i dag som baroktidens største komponist.

Bach arbejdede primært i Tyskland som kirkemusiker og hofkomponist, og hans værker spænder fra store kantater og oratorier til orgelmusik og koncerter.