©Ellen Margrethe Henningsen – 2020

Del 1

Kapitel 1 – Scenen sættes

En grænseløs frustration.

Som en indre spænding. Noget undertrykt, lukket inde, nede. Overtryk oplevet indefra. Kan ikke komme fremad, slå igennem, trænge igennem. Nogle gange letter låget og lidt af frustrationen slipper ud, men det underliggende indhold gør ikke. Eller måske er der bare frustration uden indhold. Frustration uden årsag. I så fald er der ingen løsning. Frustrationen skal bare på magisk vis forsvinde og alt er godt. Det tror jeg nogle gange.

Husker at jeg en gang som helt lille kæmpede en hel dag en brav kamp for at få min mors opmærksomhed. Det var umuligt. Hun vred og drejede sig på 1000 måder for at undgå at anerkende min tilstedeværelse eller blotte eksistens.

Da far kom hjem, havde han hendes fulde opmærksomhed. Det var som en magisk forvandling af mor fra det ene sekund til det næste.

Far havde været ude hos nogle kunder og lave et eller andet og kom sent hjem. Vi andre havde spist. Far fik serveret mad og fortalte om sin oplevelse. Mor var lutter interesse og opmærksomhed. Jeg spiste igen og fik ondt i maven af for meget mad. Opdagede at jeg ikke fik skældud for at spise for meget. I alt fald ikke lige i dén situation. Fik lov at sidde dér i fred og spise. I nærheden af samværet.

En følelse af ørkesløshed

Af ikke at komme ud af stedet. De samme ’øvelser’ om og om igen, som ingen vegne fører hen. Dag ud og dag ind. Gentagelse på gentagelse på gentagelse. Står i stampe. Rastløshed der breder sig, men ingen vegne at rette energien hen, udover til ørkesløs gentagelse af samme meningsløse handlinger, om og om igen.

Stilstand. Ingen bevægelse.

Alt holdes nede og under låg. Enhver livsytring pines ihjel. Med nedgørelse, latterliggørelse, hån og foragt.

Husker at min søster havde besøg af nogle venner. Den øvrige familie var der ikke. Vi havde måske spist ved stuebordet. Jeg ville efterfølgende lægge bordløberen tilbage på bordet. – lad være med det, sagde min søster på sin egen karakteristiske særegne måde. – det kan ikke betale sig på det beskidte bord.

Følte mig fuldstændig tilintetgjort.

Det mest mærkelige var at vennerne kiggede på mig og ikke på hende.

Husker at jeg en anden gang viste min søster en tegning jeg havde lavet. – Den er meget god, sagde min søster, igen på sin særegne karakteristiske måde, – for én på din alder.

Ved en anden lejlighed var vi blevet stillet op på række og skulle have skældud for et eller andet.

-Hvem har gjort det? Spurgte mor og far.

-Det har lillesøster, sagde min søster.

Skældud’enen jeg fik var lidt fesne. Skældud’ene må have været over noget som selv de kunne se, at jeg umuligt kunne have gjort.

Husker en anden gang. Jeg opholdt mig på et værelse på loftet – meget kortvarigt må det formodes – sammen med min søster. Jeg sad og kiggede på et lille bord med en plade af noget glasmosaik af en art, og så at der var en revne i glasset.

-Der er en revne, sagde jeg.

-Ja, sagde min søster, den har du lavet og nu går jeg ned og siger det til mor og far. Så grinede hun hånligt indadvendt-agtigt. Hun havde ingen planer om at gå ned og sige noget. Jeg havde i øvrigt heller ikke lavet revnen. Men det var sagen uvedkommende. Det var en magtdemonstration. Vi vidste begge at jeg ikke havde lavet revnen, og vi vidste også begge at hvis hun gik ned og sagde at jeg havde lavet den, ville jeg få både skylden, skældudene og endnu en anmærkning i den sorte bog. Jeg blev fuldstændig rædselsslagen.

Skræmt fra vid og sans. Der var intet jeg kunne stille op. Alt var lagt fuldstændig fast. Hun behøvede ikke engang længere at have besværet med at sige noget til mine forældre om noget. Hun havde den totale magt og hun var højt hævet over mig. Så, så meget bedre end mig, og fuldstændig retfærdiggjort. – Og hele familien spillede med.

Husker en anden gang, mange år senere. Min søster havde været udvekslingsstudent i Canada gennem Rotary og organiseret af naboen som var medejer af en møbelfabrik og medlem af Rotary. Hun var lige kommet hjem og hele familien var samlet omkring spisebordet i stuen og skulle til at spise. Jeg var af nogen årsag kommet lidt senere hjem og kom nu ind i stuen. Her hilste jeg lidt forsigtigt og på afstand på min søster, som var ved at fortælle om sine oplevelser og ville så gå over og sætte mig på en ledig plads.

-Skal du ikke hilse ordentligt på din søster! Sagde min far vredt.

 Jeg gik så over og gav hende hånden, sådan lidt genert-agtigt.

– Nåh! sagde min far, med et tonefald der angav at jeg nu igen havde opført mig utilstedeligt; var blevet tilrettevist og nu kunne gå over og sætte mig.

Husker i øvrigt i den forbindelse at min søster, efter hun havde været ’over there’ gennem Rotary, mente at indianerne havde det meget bedre end andre. I modsætning til alle andre havde de jo mulighed for at bestemme om de ville være inde i reservatet eller udenfor som alle andre.

Husker en anden gang. Min lille kusine, som boede med sin familie i den anden ende af samme landsby, og som vi i øvrigt ikke rigtigt havde noget med at gøre, en dag bankede på døren og stod i døren ind til køkkenet hvor min mor og jeg befandt os.

-Jeg vil bare sige at jeg synes det er for dårligt at Ellen Margrethe har ødelagt min storebrors labyrint. Så vendte hun om og løb ud igen. Min mor sagde ingenting. Episoden fik ligesom bare lov at passere.

Det var isvinter med masser af sne. Den omtalte kusines storebror havde skovlet en hel labyrint i sneen ved deres ejendom. Nogen havde åbenbart efterfølgende ødelagt den og jeg fik skylden.

Jeg var et kuet, klemt og meget bange barn, uden den store fysik, der aldrig i livet ville få så meget som den tanke at udføre en sådan handling. Men det mest mærkelige hér er vel at min syndebukrolle tildeling ikke kun var afgrænset til at komme fra medlemmer af min egen nære familie.

For år tilbage var jeg på endnu et meningsløst kursus i jobcentret. Ved én lejlighed talte en deltager om hvor stresset hun blev på arbejdspladser med midaldrende kvindelige kontorchefer, som var overeffektive, helt stramme i blikket og i øvrigt bar sorte briller. Så så hun direkte over på mig og sagde -Ja, undskyld. Og snakkede så videre.

Jeg forstod heraf at jeg tilhørte kategorien, samt at hun på denne snedige måde både fik mig svinet til og fralagt sig ansvaret for tilsviningen.

Det mest mærkelige var dog, at hele holdet, inklusiv underviser, efter svineriet, kiggede på mig og ikke på hende.

Ved en senere lejlighed kaldte hun mig ’frue’. Jeg forstod at det på en eller anden måde var tænkt nedsættende eller måske snarere fordømmende.

Det var i sandhed bizart.

Et sidespring

Så for nogle år siden en videnskabs-udsendelse om et tvillingepar – fransk tror jeg – som havde specialiseret sig i, på videnskabelig basis, at lave tro modeller af fortidsmenneskers hoveder. I eksemplet som udsendelsen handlede om stod arbejdet på i flere måneder. Til sidst havde de lavet noget der lignede en tro kopi af dem selv.

Så for lidt siden på tekst-tv at en videnskabelig undersøgelse hvori indgik 100.000 mennesker har påvist at mennesker der spiser sundt, lever længere. Shock.

Tristhed

Fra universets dyb stiger den op og indehylder én. Ikke så meget at gøre ved den ting. Bare lade den passere.

Husker at jeg en gang befandt mig i nabogårdens stald sammen med min ældre bror og gårdejerens gamle far. Han havde en æske med lakrids og tilbød mig et stykke. Jeg stoppede det i munden og stak i et vildt skrål og løb grædende ud fra stalden og gården. Det var skrå.

Den gamle mand blev ked af hvad han havde gjort og min bror syntes det var synd for den gamle mand.

Husker at jeg en anden gang var kommet med min bror ind i en fodboldkamp på nabomarken. Blev ramt i hovedet af en hård bold og løb grædende ud derfra. Fik et glimt af min brors ansigt i det jeg løb væk. Der var ingen medfølelse. Hans øjne så direkte på mig, der var ingen bevægelse i hans ansigt og hans blik var hårdt. Ja mere end det, hele hans person udstrålede en slags retfærdighedens hårdhed. Han var nærmest høj på den. Jeg forstod senere at han havde fundet en styrke dér, og at præcis denne oplevelse af at kunne identificere sig med ’retfærdig hårdhed’ har været hans livline livet igennem. Den har hjulpet ham til at overleve. Den gav ham en vis distance fra al elendigheden. Som barn gjorde den at han kunne afværge alle anslag af medfølelse med de grufulde vilkår hans mor og 4 søstre levede under og dermed også de tilknyttede selv- ødelæggende skam- og skyldfølelser. Som voksen blev den til et generaliseret træk hos ham af selvretfærdighed og rigiditet. Alt afværges og ikke nok med det, kvinder er ’de skyldige’ i hans univers. Mænd kan undskyldes – selv far.

Små tredive år senere var jeg som nybagt mor og stadig stor efter graviditet og fødsel på besøg hos min bror og hans kæreste.

Stod med ryggen til min bror et stykke væk. Kiggede mig af nogen årsag tilbage og så at min bror betragtede min bagdel med foragt i blikket. Foragt og blik blev lynhurtigt trukket ind i ham igen da jeg uventet kiggede tilbage.

Visse reaktioner er lagt ind i os, dybt i vores biologi. De er instinktive og har det overlevelsesmæssigt sigte at beskytte os mod noget der er farligt for organismen. Det er sådan noget som at trække hånden til sig ved berøring med noget for varmt, lukke øjet når noget er ved at ramme det og opkastningsimpuls ved bestemte lugt- og smagssensationer. Udefra set ses det sidste hos spædbarnet som tilknyttet en følelse af væmmelse. Om spædbarnet kan siges rent faktisk at opleve ’væmmelse’ kan vel diskuteres, men ansigtsudtrykket hos barnet i de pågældende situationer udviser det vi som voksne aflæser og tolker som væmmelse og i alt fald lærer barnet senere at tilknytte følelsen af væmmelse til bestemte lugt- og smagssensationer. Med yderligere kognitiv overbygning og evne til generalisering kan væmmelse tilknyttes alt der skal tages afstand fra. Når der med den normbaserede virkeligheds tilknytning samtidig er skabt en ramme for hvem der er rigtige og forkerte, farlige og ufarlige kan væmmelse generaliseres til afsky og foragt overfor de farlige og forkerte.

Min bror, som har grupperet kvinder som ’de skyldige’, lig med bærere af det farlige kan nu lægge yderligere afstand til faren med afsky og foragt for disse bærere af det farlige. Det var ovenstående beskrivelse et eksempel på.

Et sidespring

Husker at jeg engang kørte med mor og far i bil til Svendborg. Det var vinter og hen under aften, så det var mørkt. Et sted undervejs kom vi forbi en voksen og et barn som gik i vejkanten med barnet yderst, ud mod vejen. Det harcelerede far og mor en del over. Kan huske at det undrede mig at de kunne være så ’omsorgsfulde’ over for dette ukendte barn. De havde jo selv efterladt mig ude midt på en stærkt trafikeret 10-sporet motorvej, uden mulighed for at komme hverken til højre eller venstre.

Husker at jeg ved en anden lejlighed havde været på en uges ferie hos min mors søster. Af en eller anden grund spurgte mor mig om jeg havde været i bad, mens jeg havde været afsted. Det havde jeg ikke. Det syntes hun på en eller anden måde var forargeligt. Jeg forstod det ikke. Jeg kom jo heller ikke i bad hjemme.

Husker i den forbindelse at en af mine forældres naboer en dag sagde at min hår så så fint blank ud. – Har du lige været i bad? spurgte han. – Nej, svarede jeg – det er da over 14 dage siden. Af en eller anden grund blev han sur på mig over svaret. Som om jeg havde løjet, eller sagt noget upassende. Men jeg sagde jo bare som faktum var. Forstod selvfølgelig så, at sådan skulle jeg ikke svare en anden gang.

Skam og skyld

Skam kan ses som en, i udgangspunktet, kropslig og ubehagelig sansning, som opstår når man stoppes i sin fysiske udfoldelse. Der er tale om en ’nedlukning’ og har på samme måde som med væmmelse et ansigtsudtryk der passer til, og er på samme måde som med væmmelse lagt dybt ned i vores biologi. Vedhæftet den begyndende rudimentære identitet bliver det til et ubehag vedhæftet sit selv. Med lidt yderligere kognitiv og sproglig udvikling bliver det til en mekanisme som kan regulere egen og andres adfærd, og samtidig hjælper én til at orientere sig socialt.

Man føler skam over det man ER og skyld over det man GØR. Hvis oplevet i moderat omfang i barndommen lærer man at undgå disse ekstremt ubehagelige følelser ved at søge derhen hvor de sjældent opstår. Til anerkendte gøremål og livsmål, jobs og væremåder, som jo alt sammen er defineret ved en norm. En norm som kan skifte fra årti til årti, fra kultur til kultur; men som stadig er en norm. Følelsen af at være fri for skam og skyld når man følger disse normbestemte væremåder og gøremål er, på dette tidspunkt, smeltet sammen med normen og giver den generaliserede oplevelsen at normen simpelthen er rigtig, sand og god og at man selv, som følger den aktuelle norm, er rigtig, skyldfri og god.

Hvis alt fra en tidlig alder behæftes med skam og skyld bliver det ualmindelig svært for det pågældende barn, senere at orientere sig. Der bliver ingen steder fri for disse følelser og slutresultatet er at der ikke rigtigt er nogen steder at ’gøre’ og ingen steder at ’være’, uden en samtidig skam- og skyldfølelse. Uanset hvor meget normer for korrekt opførsel, handling og væremåde følges, følger skyld- og skamfølelsen med.

Når denne scene først er sat og traumet etableret, er der ingen ende på re-traumatiseringerne og stort set ingen vej ud.

Den vedhæftede lidelse ved denne tilstand er afgrundsdyb.

Gik en gang til læge.

-Det er ikke så nemt at være mig, sagde jeg til lægen, – når mine søskende hele tiden jorder mig sådan.

-Vi vil alle sammen nogle gange gerne være en lille fugl, der sidder på en gren og pipper, svarede lægen.

Forsøgte en anden gang at sige til min mor at jeg ikke havde det så godt.

-Du er bare forkælet, sagde hun og gik.

Forsøgte ved en tredje lejlighed at fortælle min far og mor, som sad ved køkkenbordet, om problemet med dén søster, der stod for den overvejende del af den aktive mobning og som samtidig stod for iscenesættelsen hvor jeg ikke alene fik skyld for konkrete ting men også hele tiden blev peget ud, blev stillet i et dårlig lys og udnævnt til ’problemet’.

-Du vil da vel ikke give din søster skylden for hvordan du er vel, sagde far vredt og fordømmende.

Så var der lukket ned og der blev ikke sagt mere om dén ting. Aldrig nogensinde igen. Tine Bryld mødte aldrig min familie. Og det er godt. Hun var faldet død om på stedet. At ’snakke om det’ var ikke en mulighed.

På et tidspunkt accepterede jeg min syndebukrolle i familien. – Ikke at jeg havde noget valg! Min rolle som ’problemet’. Det var længe før ovenstående eksempler på forsøg på at få hjælp. Jeg bukkede under og solgte ud. Fra da af mistede mareridtet noget af sin voldelige karakter. Min søster slog mig ikke mere og den konstante fjendtlighed, der ramte mig fra alle sider, fik mere karakter af generel latterliggørelse, nedgørelse og almen udelukkelse. Alle i den familie var bedre end mig. Der var på en eller anden uforklarlig måde noget forkert ved mig og jeg var på uforklarlig vis ’skyldig’. Men med min ’positive’ funktion som alles skraldespand kunne jeg nu overleve indenfor rammerne af familien.

Med udsalget mistede jeg enhver eventuel mulighed for, og evne til, på noget da-tidigt eller fremtidigt tidspunkt at kunne stå op for mig selv.

Jeg forsøgte som 18-årig at tage mit liv.

Jeg var ’flygtet’ fra Fyn til København for at starte på et HF-kursus, i håbet om dér at få fred og finde dét sted hvor jeg kunne ’Gøre’ og ’Være’. Men nissen fulgte med jo. Selvmordsforsøget var en reaktion på denne erkendelse.

Husker at jeg lå på sygehuset og dér besøgte min søster mig, medbringende en bog om Familien Gyldengrød, eller Gyldenkål.

-Du må nok bare erkende at du ikke er boglig, sagde hun med sin særegne karakteristiske stemmeføring. -Men nu kan du jo ligge lidt her og slappe af.

Hun havde det meget dejligt med at jeg lå dér. Det bekræftede endnu en gang at hun var bedre end mig.

Mit intelligensniveau ligger en god del over min søsters og var der noget jeg var, var det ’boglig’. Med hensyn til muligheden for nogensinde at komme til at ’slappe af’ var den forsvindende lille. Derfor selvmordet.

Mens jeg var i begyndelsen af tyverne, havde jeg endnu et selvmordsforsøg. Scenen var dengang en uddannelse jeg var i gang med at tage og selvmordsforsøget var, som sidst, udløst af erkendelsen af at der aldrig ville blive et sted for mig at ’gøre’ og ’være’ uden en samtidig lammende skyld- og skamfølelse.

Erkendelsen af at nissen altid ville flytte med og at jeg aldrig ville finde det sted hvor jeg kunne ’slappe af’.

Husker at min bror ved en senere lejlighed sagde at hvis jeg syntes at jeg skulle begå selvmord, så måtte jeg jo det jo. Det var der jo så ikke noget at gøre noget ved.

Han vaskede fuldstændig sine hænder.

Husker, i den forbindelse, at min bror på et tidspunkt havde været hos en healer, der havde rådet ham til at opsøge far og sige til ham at han tilgav ham. Det gjorde han så.

-Jeg har sgu aldrig gjort nogen noget, sagde far.

Det gjorde et vist indtryk på min bror. At min bror selv udfoldede det samme princip overfor mig, så han ikke.

Husker også at min søster på et tidspunkt sagde

-Vi har jo alle sammen haft en svær barndom. Hun mente hermed at vi var at placere i samme bås. Ingen forskel. Og gav eksemplet at hun som resultat heraf ind imellem ligesom stammede lidt.

-Du må bare blæse på hvordan mor og far har det med hinanden.

At mor og far aldrig havde været mit hovedproblem, men derimod mine søskende, og i særdeleshed og i alt overvejende grad hende; var der overhovedet ingen erkendelse af hos hende.

Så fast etableret var dén fortælling i familien at jeg var problemet.

Udover det omsorgssvigt vi alle oplevede fra vores fælles forældre, havde jeg også vægten fra fire ældre søskendes frustrationer, projektioner og manipulationer at bære på, som bærer af den samlede skyld/rollen som problemets årsag.

Det er i sandhed en tragisk historie

Kapitel 2 – Videnskaben

Naturvidenskaben

Videnskaben har for længst forstået at energi er det mest fundamentale der er, men tager ikke konsekvensen af forståelsen. Alle forklaringer tager fortsat udspring i ’materien’/det fysiske, og ikke i ’energien’, og der er samtidig ikke grænser for hvor mange, stadigt mindre, partikler man ser sig i stand til at finde. Eller ’finde’ er måske så meget sagt, men i hvert fald påvise eksistensen af ud fra et eller andet kriterie. Som om man ved denne metode vil undvige at erkende sin egen erkendelse. Som om bestræbelserne på at påvise stadig flere partikler, mere end noget andet, er udsprunget af ønsket om at forklare et underliggende niveau med et overliggende, og det kan man jo ikke.

’Skam’ kan ikke rigtig forstås uden en samtidig forståelse af energibegrebet, eller rettere uden at have et energibegreb at forklare med.

Det der stoppes i det lille barn når det stoppes i sin udfoldelse og hos barnet knyttes til selvet og opleves som ’skam’, er det frie energiflow i kroppen. Det er grundmekanismen og den gælder for alle; og er en måde at forklare skam på med udgangspunkt i et energibegreb.

Biblens centrering omkring ’skyld’, giver kun mening hvis den fortolkes som den indsigt at frihed for skam og overbygningen skyld, er lig med et frit energiflow i kroppen, hvilket er en ualmindelig salig oplevelse. Det følger så også heraf at omfanget af ’lidelse’ er ligefrem proportional med omfanget af blokering af det frie energiflow i kroppen.

Når dette frie energiflow, senere i livet er så svært at nå frem til, – hvilket det er – skyldes det at skammen/skylden er bundet til en lang række af oplevelser, erindrede eller ej, som samtidig har formet ens personlighed og måde at være til på, og orientere sig i verden på, og som dermed udgør hele fundamentet for det man tager sig selv for at være; selve ens identitet. Citatet fra biblen: ’Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige’; giver mening ud fra denne forståelse. Når først den velfungerende personlighed er skabt, er der lagt så stor afstand til oprindelige skyld- og skamoplevelser at alt om grundlaget for den nu succesfulde personlighed er glemt; og jo mere succesrigt personligheden fungerer i verden, desto mindre grund er der til at beskæftige sig med dette grundlag.

For at opleve skam- og skyldfrihed skal man altså give afkald på hele sin opbyggede identitet. Intet menneske ved sine fulde fem og med et minimum af succes hverken kan eller ønsker dette. Man ville ikke have nogen idé om hvordan; eller nogen som helst idé om hvad alternativet til ’identitet med personligheden’ kunne tænkes at være. Og hvorfor i alverden skulle man? Alt går jo godt. Hele faget psykologi handler således også om at understøtte personligheden. Gøre den mest muligt velfungerende og velforankret. Den forståelse at personligheden dybest set er funderet på skam og skyld, findes ikke og der er ikke en eneste linje på psykologistudiet om dén mulighed at opløse identiteten med personligheden. For mig er der ikke rigtig noget alternativ, identiteten med personligheden og den underliggende skam- og skyld følelse, it all has gotta go. I den ’spirituelle’ new-age litteratur tales der om ego- død. Om at dø mens man stadig lever videre. Om at være i verden, men ikke af den, og så videre. Det er der den ligger for mig. Ikke at jeg er der, men at det er den eneste vej som et menneske med de oplevelser jeg har haft og de indsigter som disse oplevelser, så at sige har tvunget mig ud i for overhovedet at kunne leve videre, kan gå.

Neurovidenskaben

Neurovidenskaben forestiller sig at bevidstheden opstår i hjernen, der jo er fysisk materie. Hjernen opnår et vist udviklingsstadie og vupti opstår bevidstheden. Forståelsen kompliceres lidt af at spædbarnet jo ikke er bevidstløst men samtidig, på den anden side, heller ikke selvbevidst. Det kan der skrives meget om.

Man ved ikke hvordan bevidstheden opstår. Det er ’the hard problem’ omkring bevidsthed. Men det udelukkes kategorisk at det kan være anderledes. Alternativet synes nemlig at være noget med Gud og religion. Noget med at den fysiske materie så at sige ’besjæles’ med sin bevidsthed; og at gå i den forståelsesretning er jo en skæbne værre end døden for en seriøs videnskabsteoretiker og forsker. Hellere flække sin arm på langs.

Man burde droppe begge disse to forestillinger og forståelsesmodeller og i stedet se på det ud fra den allerede stadfæstede videnskabelige erkendelse at alt fundamentalt set er energi.

Man kunne have en arbejdshypotese, der sagde at eftersom alt fundamentalt set er energi, er bevidsthed også energi, og ikke alene det, men er lig med energi. Altså, hvor alt andet i sin grundform er energi, så adskiller bevidsthed sig fra alt andet ved allerede at være i sin grundform. Det kunne være den tese man satte sig for at afprøve.

En underhypotese kunne så være at det der opstår i hjernen, den fysiske materie, er selv-bevidstheden. En del taler jo for at selv- bevidsthed kræver spejling hvor noget genkendes som én selv. Der skal altså være en splittelse i to indenfor en enhed; en dobbelthed; to af det samme erkendt som ét; en genklang; et ekko, for at der kan opstå selvbevidsthed. Hjernen ser ud til at facilitere alt dette.

Det forklarer stadig ikke ’det hårde problem’ omkring bevidsthed. Man kan, som sagt, ikke ’forstå’ eller ’forklare’ noget der allerede befinder sig i sin grundform. Der er ikke noget ’underliggende’ at forklare ud fra. Man kan blot beskrive den, og beskrive det den gør. Det kunne man så gøre, og hen ad vejen, som konsensus opnås, forhåbentlig rense ud i noget af alt det videnskabelige pludder og pladder, der nu skrives om bevidsthed.

En anden underhypotese kunne så omhandle ’skam’. Altså den overordnede hypotese er at fordi alt er energi. er kroppen også fundamentalt set energi. Underhypotesen er så at kroppen ikke blot er et felt af energi, men energi der flyder rundt indenfor kroppens afgrænsninger, samt at dette grundlæggende og oprindelige flow kan blokeres og BLIVER blokeret som en del af tilpasningen til verden. Samt at denne blokering, i sin oprindelsesform opleves som fysisk ubehag, og derefter opleves som ’skam’.

Det er jo nok svært at måle på disse ting. Det må være noget med at måle på noget andet og korrelere med noget tredje og derudaf udlede noget femte.

Hvordan det nu end er med detaljerne, så ligger det fast at der er stærkt behov for et paradigmeskifte.

Psykologi

Husker at en lektor på et indledende introkursus på bachelordelen af psykologistudiet sagde, for et fuldt auditorium, at skyld nok bare er et grundvilkår man må affinde sig med. Altså i betydningen at det er der så ikke noget at gøre noget ved og ikke noget vi skulle beskæftige os yderligere med.

Det var jo en rimelig chokerende udtalelse. Et studieområde på landets højeste læreanstalt, der ikke ser det som sin opgave at beskæftige sig med grundvilkårene i sit eget studie. Det giver jo overhovedet ingen mening. Som at man indenfor fysik ikke vil beskæftige sig med atomer og partikler. De er bare grundvilkåret, og ikke noget der skal snakkes yderligere om.

Men sådan var det. På ingen af de ufatteligt mange moduler som studiet psykologi var sammensat af, var skyld et tema. Hverken på bachelordelen eller på kandidatdelen. For alligevel at kunne postulere videnskabelighed, lænede man sig tungt op af den naturvidenskabelige forsknings-metodik. Ja, ikke alene det, man funderede hele studiet på denne metodik. Men lad os slå det helt fast: manglende indsigt bliver ikke til indsigt, uanset hvor meget statistik eller ‘korrekt’ forskningsmetode man lægger ned over det. Det bliver bare dumt. Indsigten skal være der i udgangspunktet og kan så efterfølgende systematiseres i et eller andet omfang med al tilgængelig ‘videnskabelig metode’

Når det regner på præsten, drypper det på degnen og et paradigmeskifte indenfor det naturvidenskabelige område må nødvendigvis dryppe ned på fladpanderne indenfor det psykologiske studieområde.

Kapitel 3 – Normbaseret virkelighed

Norm

Vi så tidligere at hvis man bekender sig til normen, så er man rigtig, skyldfri og god.

Normen er ikke en entydig størrelse, eller det samme for alle.

Nogle normer virker selvindlysende og er det samme i alle samfund overalt og gennem tiderne. Slå ikke ihjel, stjæl ikke. Andet kan der være stor, (politisk) debat om, inden det eventuelt senere bliver en norm i samfundet.

Normen for korrekt opførsel kan variere fra kultur til kultur; fra subkultur til subkultur; fra arbejdsplads til arbejdsplads; og fra årti til årti. Normen definerer rigtigt og forkert og definerer altså hvordan man skal være og gøre for at undgå skam og skyld. Ikke kun det, men hvordan man simpelthen bliver og ER skam- og skyldfri. Det følger også heraf at andre indenfor samme ’gruppe’, der ikke lykkes med at leve op til gruppens normer er skamfulde og skyldige, samt at andre ’norm-grupper’ er forkerte.

’Norm’ er altså det man tilpasser sig når man tilpasser sig ’verden’ og udgør den ramme man vokser op og formes indenfor.

Konsensus

En underform for norm er ’konsensus’. Hvis nogle, eller mange, har beskæftiget sig med det samme, og er nået frem til samme resultat, kan der opstå konsensus om at dette resultat eller denne fremgangsmåde eller synsvinkel, eller teori eller tolkning, er det mest rigtige; det bedste; det mest korrekte. Andre kan så efterfølgende på en normagtig måde tilslutte sig konsensus, – og gøre klogt i at gøre det.

Indenfor videnskaberne er der stor konsensus omkring ’den videnskabelige metode’. Det vil sige, stor enighed om hvad der er den korrekte videnskabelige tilgang og metode i forhold til det der forskes i.

Indenfor lægevidenskaben er der en helt særlig form for konsensus som praktiserende læger tilslutter sig: kun de lidelser, der er beskrevet indenfor rammerne af et diagnosesystem findes. Går man til læge med nogle ’lidelser’ eller ’symptomer’ som ikke passer ind under nogen diagnose i diagnosesystemet ’fejler’ man i princippet ingenting.

Det er der måske ikke noget mærkeligt i, det er sådan det fungerer, og så længe man ikke går til læge med den forestilling at lægen forstår sig på ’lidelse’ er der heller ikke noget problem.

Læger ved noget om hvilke symptomer, der kan passe ind under hvilke syndromer; hvilke test der er passende at foretage eller hvilke videre henvisninger der er passende at give; hvilke diagnoser der på den baggrund kan stilles, og hvilken medicin der er passende at udskrive i henhold til dette. Psykiatrien fungerer på præcis samme måde. Her er der blot nogle lidt andre symptomer og diagnoser at jonglere med.

Et sidespring

Gad i øvrigt vide om det er derfor selvmordsraten er så stor indenfor lægefaget? En stor del kan nok forklares med den lette adgang til de ekspederende stoffer, men mon ikke også en del læger plages af erkendelsen af misforholdet mellem det folk går til læge for og deres forventninger til lægen, på den ene side; og det som læger behandler for, på den anden side. Patienten ser lægen som en autoritet, der har en overordnet forståelse for deres lidelse og en forventning om at lægen har en viden, der rækker langt ud over hvad tilfældet er. Har man som læge blot en smule indsigt ved man at dette misforhold er der.

Udover den gode løn og status – lægefaget hører så helt, aldeles og afgjort ind under normen for anerkendte jobs og livsmål – har den unge lægestuderende måske haft en idé om at denne overordnede forståelse indgik som en del af uddannelsen, og samtidig haft et ønske om at afhjælpe lidelse og gøre en forskel. Når det så opdages at lægefaget ikke, som sådan, handler om at afhjælpe lidelse, men om at passe symptomer ind i diagnosesystemer og udskrive medicin; og man så, som læge, samtidig vælter sig i elendighed på en daglig basis, kan det tage pippet fra enhver. En elendighed, som kan ses hos den enkelte patient som én lang nedadgående skrue, hvor alting kun bliver værre som årene går; og hvor der til sidst nærmest ingen ende er på hvor mange symptomer og diagnoser en patient kan have. På en og samme tid.

Man skal have ret meget skyklapper på for at kunne fungere som læge. På en eller anden måde skal man som læge være i stand til at forklare at sygdom ligesom er normalen, og at det derfor også er helt normalt at behandle i et væk uden at det rigtig batter noget, men jo da i hvert fald afhjælper nogle symptomer. Man må have en vision der går i retning af at vi alle fødes latent syge, og som alderen går slår al denne latente sygdom ud, og når vi har udfoldet vores medfødte, maksimale, symptompotentiale dør vi.

Havde en overgang en praktiserende læge, der kørte sin praksis som en paknings- og fordelingscentral. Dét skal i den kasse og dét skal i den kasse og forbehandles på dén måde og mærkes på dén måde og sendes videre dértil. Dét skal dérhen og dét skal dérhen. Han havde utvivlsomt meget stor viden om kasser og mærkater og procedurer. Han var enormt effektiv og der var aldrig ventetid. Det kørte som smurt i olie. Han var samtidig et meget venligt og medmenneskeligt menneske og hans tilgang til jobbet kan kun beskrives som ualmindeligt sund. Han er i virkeligheden nok det mest sunde og normale menneske jeg nogen sinde har mødt. Men snakke med ham kunne jeg ikke. Det blev det rene goddag mand økseskaft når jeg forsøgte.  Hans hjerne var én stor rubriceringsmaskine, rubrikkerne prædefinerede og skyklapperne heldækkende.

Kapitel 4 – Psykologer

Praktiserende psykologer

Praktiserende psykologer behandler ikke med medicin, men med terapi, men fungerer ellers stort set på samme måde. Psykologer har deres eget ’diagnosesystem’ og udreder stort set på samme måde som lægen og psykiateren og finder på den baggrund en passende ’diagnose’ at passe klienten ind i og en passende terapi at anvende på baggrund af denne udredning.

Al terapi tager derfor, eller som følge heraf, udgangspunkt i at der er en fejl som der skal rettes op på. At man ’fejler’ noget. Kan man ikke som sådan fjerne ’fejlen’, vil man forsøge at afhjælpe noget af den lidelse der er forbundet med ’fejlen’. Og det er uanset om terapiformen er støttende, accepterende, konfronterende, provokerende, afklarende, rummende eller regulerende.

Hvilken ’diagnose’ er der til et skyld- og skamplaget menneske? Den findes ikke. Ej heller nogen passende terapi.

Kan man så gå til psykolog og få rettet op på den ’fejl’ at føle sig skyld- og skamtynget?

Nej det kan man ikke.

Psykologen kan udrede og, sammen med mig, afklare alt det hun vil. Vi kan i fællesskab finde frem til at skyld og skam er mit overordnede problem. Det kan vi så snakke meget om; og måske dele skyld-og skamoplevelserne op i oplevelser som jeg aldrig på nogen måde kunne have nogen skyld i og altså er helt absurde; og oplevelser der kan berettige en eller anden form for skyld- og skamfølelse. Vi kan så, ved fælles hjælp, finde frem til at jeg ingen skyld har i nogen af oplevelserne i første kategori og derfor ikke noget at føle mig skyldig over og intet at skamme mig over. Med hensyn til den anden kategori kan vi nå frem til at, hvad det nu end er jeg føler skyld og skam over, var afledt af min egen miserable opvækst; manglende indsigt på tidspunktet, samt at langt overparten af alle mennesker har gjort noget, tænkt noget, været noget som de senere tager afstand fra og nu ville have gjort anderledes, uden at de, af den grund, ender med at være tynget til jorden af skam- og skyldfølelse i en grad så deres liv dikteres af det og de ikke rigtigt kan fungere. Al realitetstestning siger altså at jeg, alt i alt, intet har at skamme mig over eller føle skyld over. Jeg er helt okay. Et på alle måder godt og rigtigt menneske.

Vi kan også springe den del over og så lave noget kortids eller langtids kognitiv terapi hvor vi i stedet for at fokusere på problemet bare ligesom accepterer problemet/problemerne og så i øvrigt ser fremad i forhold til hvad jeg kan gøre og hvordan jeg kan komme videre. Det er hovedtanken i alle nyere terapiformer. Det ville så være komplet latterligt. Som at ville ignorere elefanten i stuen.

Implicit i tilgangen ligger at alt dybest set er ’attitude’ problemer. Mindfulness og positiv psykologi er en integreret del af disse terapiformer men i stærk forvrænget form. Mindfulness rigtigt anvendt handler om at se tingene som de er uden at reagere på dem. Det kan forstås som ’accept’ af at lige nu lider jeg men jeg bliver i lidelsen mens jeg ser hvad den består af. Dette har den effekt at noget af smerten med tiden forsvinder og giver samtidig med tiden mulighed for at komme videre. Forkert anvendt, som i de nye terapiformer, bliver det til at man bare skal acceptere tingene som de er, og så i øvrigt se at komme videre. Det er som sagt komplet latterligt og psykologer skulle skamme sig.

Uanset terapiform forbliver skyld- og skamfølelsen uændret. Hverken den ene eller anden terapiform vil have nogen effekt. Eftersom jeg, som lille barn, bukkede under og tog syndebukrollen på mig; – i modsætning til en normal udvikling, hvor man ’bukker under’ og tager normerne for rigtigt og forkert til sig og lærer at søge derhen hvor skyld og skam sjældent opstår – blev skam og skyld en integreret del af min personlighed og dermed min identitet. Jeg er identificeret med den. Jeg ER skyld og skam. Jeg er den personificerede skam og skyld. Den er simpelthen en fundamental del af den identitet som jeg har fået ind med modermælken og frem i de ’formative år’ og den er langt hen ad vejen før-sproglig. Hvor andre føler skyld over det de GØR, føler jeg skyld både over det jeg ER og det jeg GØR. Der er på uklar måde noget forkert ved mig som giver mig en kronisk skyldfølelse. Den er en uomgængelig del af min identitet, og ingen mental/ sproglig viden om at den er grundløs kan ændre ved dette forhold. Medmindre vi lykkes med fuldstændig at omgøre min identitet. Ikke hvad jeg, som sådan, er identificeret med, men hvad jeg ER. – Dette med senere i livet at identificere sig aktivt med noget, som del af det at tilhøre en normbaseret og dermed skyld- og skamfri gruppe, tilhører et mere overordnet mentalt sprogligt niveau. Jeg kan altså være fuldstændig bevidst og vidende om at min skyld- og skamfølelse er grundløs og det gør ikke en hujende fis til forskel. Tværtimod. Problemet har nu, med psykologens hjælp, fået en ekstra dimension: alt er nu udredt, gennemgået, afklaret, gennemfølt og jeg er blevet ’hjulpet videre’ og måske fået en bedre ’attitude’ og alt er altså, i den forstand, godt og løst; – og absolut intet har ændret sig og det der med bare at se fremad fungerer heller ikke. Det kan altså derfor kun være mig, der på en eller anden mærkelig og uforklarlig måde er helt ’forkert’ og helt anderledes end andre mennesker. Jeg har altså virkelig, virkelig noget at skamme mig over, og stor grund til at føle mig skyldig over at jeg er som jeg er; og jeg er for evigt fordømt. Der er intet håb for mig. Jeg går derfra i en tilstand af den dybeste gru og rædsel. Det er en horror-film af aldrig tidligere set størrelsesorden.

Stigmatiseringen er fuldendt.

Hvad er helt præcis problemet med terapien? Problemet er at psykologen tager udgangspunkt i den normbaserede virkelighed og aldrig flytter sig derfra, uanset hvad hun selv tror. Hun antager at det er alt der er. Hun ved simpelthen ikke at der er andet. Hun antager derfor at vores udgangspunkt er det samme og at jeg blot af en eller anden årsag har et problem i forhold til at tilpasse mig dette udgangspunkt. Hun vil derfor af bedste hjerte forsøge at tilpasse mig til denne normbaserede virkelighed som jeg ikke er en del af og hun forstår ikke at jeg overhovedet ikke findes inde i den.

Det følger heraf at psykologen forestiller sig at hun udreder og afdækker problemet og hjælper mig til selvindsigt og dermed til at komme videre, samtidig med at det hun i virkeligheden gør, er, af al magt, at forsøge at hjælpe mig til at tildække ’problemet’. Hvor ironisk er det?!

Hvis man skal være en del af den normale, normbestemte virkelighed skal ’skam og skyld’ ’tildækkes’ fra en tidlig alder. Senere i livet er det ikke en mulighed. Den eneste mulighed er at forstå grundvilkåret skyld og skam og derigennem sætte sig ud over det fordi der med forståelsen samtidig forstås at det virkelig ER et grundvilkår og ikke en personlig fejl. Hvis der er en ’fejl’ nogen steder, så ligger den i den enkeltes manglende evne til tildækning. Og den ’fejl’ findes kun hvis ’fejlen’ ses ud fra den normbaserede virkeligheds ’sandhed’. Som altså faget psykologi bekender sig til.

Faget psykologis forhold til skyld og skam handler altså om hvordan man bedst dækker skyld og skam til og den der er bedst til at ignorere grundvilkåret skyld, er derfor den med den bedste personlighed og ’attitude’ og den der har bedst mulighed for at klare sig godt.

Og det er det jo. Det er sådan det er. Det er et faktum.

Kapitel 5 – Theory of Mind

False belief

’False belief’ testen findes i flere udformninger. I én udgave vises barnet, der testes, en bolsjedåse. Dåsen er tydeligt genkendelig for barnet som en bolsjedåse med billeder af bolsjer udenpå. Barnet spørges så hvad det tror dåsen indeholder. Barnet svarer bolsjer. Låget tages nu af og barnet ser at den i virkeligheden indeholder blyanter.

Nu kommer et andet barn ind i rummet og det barn der testes – det første barn – spørges hvad det tror det nytilkomne barn vil tro der er i dåsen. Børn under cirka 4 år vil typisk svare ’blyanter’, mens børn på 4½+, typisk vil svare ’bolsjer’.

Theory of Mind

’False belief’ testen mener man viser om barnet har udviklet en

‘theory of mind’. Begrebet står for evnen til at forstå andres handlinger, følelser og motivationer. Svarer et barn på 4½+ forkert på testen, vil man antage at der kan være mistanke om autisme.

Men testen siger jo sådan set kun noget om barnets evne til logisk ræsonnement, abstraktionsniveau og evne til at forstå hvad der spørges om. Ikke noget om følelser og motivationer.

Manipulation

Der er imidlertid en anden interessant ting som denne test illustrerer så fint: Man kan narre andre mennesker. Bilde dem noget ind. Måske ligefrem, herigennem opnå forskellige fordele. Om ikke andet, så i hvert fald opnå det at føle sig smartere og klogere og mere rigtig end den man narrer. Det ligger jo ligesom i testen at det kloge og smarte barn svarer ’virkelighedsforkert’. Det forkerte svar om hvad der ligger i dåsen er det rigtige. Har barnet på 4½+ som testes ikke allerede opfanget den fidus, så går det i hvert fald nu fra testen med en klar illustration af dette og forståelse af hvordan.

Min søster havde i den grad fattet dette. Allerede fra hun var helt lille havde hun regnet familiesystemet ud, og regnet ud hvordan hun kunne anvende det til egen fordel. Som voksen havde hun perfektioneret stilarten. Hvis folk lod sig narre, var hun, per definition bedre end dem. På samme måde som med min bror, der fandt en livline i at føle sig ’retfærdigt hård’, fandt hun en livline i at kunne være ’bedre end andre gennem at narre disse andre’.

Et sidespring

Der er en interessant observation her. Hvis man følger gældende normer, er man ’rigtig og god’. Hvis man regner systemet ud som man er underlagt og bruger det til egen fordel er man ’bedre end andre’. De to politiske partier Konservative og Venstre, der er to partier med mange fælles kendetegn, har én markant forskel: de Konservative hører under ’de gode’ kategorien, mens Venstre hører under ’bedre end andre’ kategorien.

Spejling

’Spejling’ er et begreb, der handler om at vi lærer vores følelsesmæssige tilstande at kende gennem at se dem spejlet i andre, og er en proces, der starter allerede når vi er nyfødte. Har man følelser, der ikke spejles i opvæksten, vil man som ung og voksen have følelser som ikke erkendes. Man kan så enten fortsat føle noget men ikke vide hvad, eller man føler ikke rigtig noget.

Følelserne kan ligge der som ’en sort boks’ man ikke kender indholdet af eller overhovedet ved er der som en del af en selv. Eftersom de er u- erkendte og man dermed ikke rigtig kender dem som ’sig selv’ på det følelsesmæssige plan, kan de samtidig være ophav til mængder af projektioner.

Projektion

’Projektion’ er et begreb, der handler om at tillægge andre sine egne følelser og motiver. Så at sige læse noget over i andre, som i virkeligheden er ens eget. De følelser som man ikke har lært at kende som ’sig selv’ men fortsat føler, tillægger man i stedet andre sammen med de motiver der passer sammen med de pågældende følelser.

Det fremgår heraf at der ikke er langt fra ’theory of mind’ til ’projektion’.

Theory of mind processen sammenfattet

Hele den overordnede proces kan beskrives som at man først ’genkender’ sig selv, gennem at spejle sig i andre. Man ’genkender’ derefter andre ved at generalisere ud fra sig selv. Denne evne til generalisering kræver et betydeligt abstraktionsniveau, der ser ud til at være opnået omkring 4½ års alderen. Barnet antager altså, fra denne alder, at andre er som en selv. Har samme følelser, motiver og handlemåder og vil anvende den forståelse i sin omgang med andre.

Hvis ens selvgenkendelse som følge af mangelfuld spejling, er mangelfuld, vil det man generaliserer over i andre efterfølgende også blive mangelfuldt eller forkert.

Samtidig kan det fungere som et værn mod skyld- og skamfølelser. Have en skyld- og skamfralæggende funktion. Det er den anden der føler skyld og skam og det gør hun fordi hun ER skyldig og skammelig. Ren logik.

Et sidespring

Som ’false belief’ testen viser, lærer vi tidligt at vi kan manipulere med virkeligheden.

”Kejserens nye klær” er et meget velmalet billede på hvordan vi kan manipulere med virkeligheden i den normbaserede virkelighed.

Kejseren er billedet på et allerede etableret normbaseret system med magt og rådighed over monetære værdier og statusværdier.

Skriverne er billedet på hvordan de mere smarte af os (’bedre end andre’-gruppen) kan manipulere med systemet til egen fordel gennem at understøtte selve systemstrukturen. Helt uafhængigt af hvad strukturen oprindeligt er skabt omkring/ systemets formål. For skriverne er det således helt uden betydning om det der laves, giver nogen mening i forhold til systemets ’kerneopgave’. Skriverne kan altså ses som et billede på datidens ’djøficering’.

Folkemængden illustrerer hvordan de knap så smarte af os (’de gode’-gruppen) på normbaseret vis indpasser os dette ’magtsystem’ og som følge deraf opnår visse fordele og goder. Så som at overleve; og i gradueret rækkefølge, opnår tryghed, positivt selvbillede, penge, status, behagelige levevilkår.

Den lille dreng illustrerer gennem sin afsløring af at systemet er ’uden tøj på’, at vi ikke går op i hvad det er vi tilpasser os eller om det pågældende ’system’ overhovedet har noget ’på sig’/mening/værdi/formål; vi vil blot gerne vil være en del af systemet.

(I den virkelige verden findes ’de gode’ og ’bedre end andre’ på alle niveauer i samfundssystemet.)

Kapitel 6 – Det er som det er

Det er som det er, hvordan skulle det ellers være?

Min bror sagde engang at man ikke skulle beskæftige sig med psykologi.

– Hvis man ikke er tosset i hovedet i forvejen, så bliver man det da hvis man begynder at beskæftige sig med psykologi, sagde han.

Nu var han jo så netop i forvejen ’tosset i hovedet’, ligesom hele den øvrige familie, så der var nok ikke sket det vilde ved det i hans tilfælde. For mig ville det have gjort en verden til forskel hvis nogen udefra ville have gidet interessere sig lidt for dynamikken i familien og dens underliggende problemer. Jeg ville måske ligefrem kunne have haft et liv, i gængs forstand.

Men det er som det er, og det var som det var, og intet kan ændre ved det og intet af det jeg har skrevet, gør nogen som helst forskel i forhold til det. Jeg har sådan set bare stadfæstet det der er, som det er.

Det er som det er.

Så hvorfor har jeg så skrevet denne tekst?

Buddhistisk litteratur taler meget om at ’dis-identificere sig’. Begrebet giver mening hvis man forstår det at dis-identificere sig, som det at se klart hvad man er gjort af; og undervejs i processen frigøre den følelsesmæssige ballast der ligger knyttet til konkrete oplevelser under identificerings-opbygningen. I virkeligheden dis- identificerer man sig ikke fra noget. Det er som det er, det der er, jo. Men den følelsesmæssige tyngde forsvinder, når man har set klart hvordan man oprindelig fik hele sin personlighed og dermed sin identitet opbygget og set klart hvad den består af. Man er ikke længere, på samme måde, defineret ved det man har oplevet. Der opstår et mere ’generaliseret niveau’. Der falder samtidig en vis fred over én og man er i den forstand dis-identificeret.

Der er en interessant ting her. Når man som barn først bukker under og derefter bekender sig til normerne i det miljø man er del af, -eller i mit tilfælde til syndebukrollen – er det med erkendelsen ’det er som det er’. Det står ikke til at ændre. Det er enten at bukke under, bekende sig til normerne/vilkårene; acceptere rammerne og få det bedste ud af det, eller man kan ikke leve videre under de normer og rammer man lever under, og andet findes ikke for et barn. Og nu er den her så igen:

’Det er som det er’.

Så erkendelsesmæssigt er der ikke noget der har ændret sig. Det er den samme erkendelse igen. Det gør bare ikke så ondt mere og det er ikke længere på samme måde helt så definerende for hverken ens liv eller identitet.

Del 2

Kapitel 7 – Stress

Noget der skræmmer os mere end noget andet er oplevelsen af at være ’lukket ude’. Oplevelsen af fare er immanent, og det gør os simpelthen døds-angste at være ’lukket ude’. Vi vil, som følge heraf gøre næsten hvad som helst for at ’høre til’.

Vi mærker ikke noget til dødsangsten i det daglige. Den er et ’grundvilkår’ som lektoren på psykologistudiet ville have sagt. Det er derfor heller ikke noget vi skal beskæftige os med, hvis vi skal følge lektoren, og det gør vi så sandelig heller ikke. Alle opfører sig som om de har tænkt sig at leve evigt og døden kommer som et chok for os efter at vi hele livet igennem har lykkedes med at ignorere døden og dermed dødsangsten helt væk. Hvorfor også beskæftige sig med noget man alligevel intet kan gøre ved?! Men dødsangsten afslører sig i vores adfærd som en stadig mental rettethed mod at ’høre til’.

Der er imidlertid også en anden grund til at det at ’høre til’ er så vigtigt for os. Når vi er så villige til at accepter de præmisser der stilles op for os i et givet ’system’ for at få lov til at ’høre til’ skyldes det udover dødsangsten over ikke at høre til, at det at være ’lukket ude’ er forbundet med skam og skyld. Fængselssystemet er således baseret på at straffen ER lig med udelukkelsen. I et andet årtusind satte man i skolen børn i skammekrogen. Eller man kunne blive sat udenfor døren. Man anvender udtryk som ’lukket ude af det gode selskab’ og ’ikke stueren’. Alt sammen udtryk for at det at blive lukket ude er noget man skal skamme sig over eller det at være lukket ud per automatik er skamfuldt.

Mobningens bedste værktøj og ædleste kunst er således udelukkelse. Min søster og en anden søster som i alder lå tæt på hinanden anvendte dette værktøj overfor mig til bevidstløshed.

Tilknytningsteori

For spædbarnet og det lille barn er det helt afgørende at ’høre til’.

Overladt til sig selv dør det.

Tilknytningsteorien, der er en særdeles velunderbygget, gennemstuderet og afprøvet teori, viser desuden at kvaliteten af tilknytningen til den/de primære tilknytnings- og omsorgsperson/er er helt afgørende for hvordan et barn udvikler sig både fysisk, kognitivt og psykisk, samt hvordan barnet senere i livet vil forholde sig til sine omgivelser og hvilket liv det vil få.

Der er meget biologi i ’tilknytning’. Især én kemisk substans nemlig oxytocin spiller en klar rolle. Stoffet frigives ved fødsel, ved amning, ved berøring, ved spisning og afslapning, ved sexuelt samvær og generelt ved alt der har med intimt eller nært samvær med andre at gøre.

Stoffet sørger samtidig for at vi ’bonder’ med den/de primære omsorgsperson/er vi har det intime forhold til, og senere med andre centrale mennesker i vores liv. At ’bonde’ står for det at holde fast ved den eller de personer man har de oxytocin-udløsende oplevelser sammen med, til yderligere oxytocin-udløsende oplevelser.

Oxytocins primære rolle er imidlertid at sørge for cellevækst. Cellevækst er lig med vækst og heling, samt med regenerering, som efter en stor energiudladning hvor depoter skal fyldes op.

Når oxytocin samtidig spiller så stor en rolle i alt der har at gøre med nært og intimt samvær med andre kan det kun forstås som at det er lagt dybt ned i vores biologi at andre mennesker er helt centrale i forhold til at sørge for at vi har det vi skal bruge for at overleve. Dette gælder som sagt selvsagt for spædbarnet og det lille barn, men hele barndommen igennem er vi også afhængige af omgivelserne til at sørge for os.

Fare

Ved adskillelse fra, eller tab af, tilknytnings- og omsorgspersoner, samt ved skilsmisse og også ved mistet job, oplever vi sorg og tab; men også dødsangst. Vi oplever altså at vi er i fare. Det at blive adskilt fra andre, fra gruppen, fra tilhørsforholdet, opleves som FARE.

’Fare-forløbet’, biologisk set, består af to afdelinger. Der er reaktionen på faren og der er restitueringen efter faren er overstået. ’Fight or flight’ versus ’Calm and connection’, beskrives det som.

’Fight or flight’

Vores krop reagerer på oplevet fare ved at frigive stoffer, især adrenalin, der får blodet til at pumpe hurtigere, øger lungekapaciteten og frigiver sukkerstof til musklerne, med mere. Vi er nu klar til enten at bekæmpe faren eller løbe meget hurtigt langt væk fra den. Mekanismen er lagt ind i os fra tidernes morgen og giver god mening hvis faren for eksempel er en farlig bjørn. Det er ’fight or flight’ systemet.

’Calm and connection’

Når faren er overstået, bjørnen bekæmpet eller vi er løbet langt væk, frigives der nogle andre stoffer, især oxytocin. Vi bliver sultne og trætte og vi går hjem for at spise og sove. Det er ’calm and connection’ systemet.

Når vi vågner igen, er vores krop opladet og vi er tilbage ved baseline.

Stress

Begrebet ’stress’ er baseret på denne forståelse af hvordan vi reagerer på en fare. Fare bliver til ’stress’ hvis fare-reaktionen bliver langvarig og ikke rigtig kommer til en afslutning. Dette kan ske hvis faren er uklar, som hvis faren i stedet for en bjørn er en diffus fare, der, mere eller mindre underbevidst, opleves som farlig. Som for eksempel ved det at opleve sig ’lukket ude’ og ikke at være en del af en arbejdsplads, gruppen eller ved at miste adgangen til sine nære tilknytnings- eller omsorgspersoner.

I mere konkret arbejdsmæssig sammenhæng kan det der stresser for eksempel være en bunke sagsmapper på ens bord der bare vokser og vokser uden at der er så meget at gøre ved det. Man kan hverken bekæmpe sagsbunken eller løbe væk fra den. Ikke uden at miste sit job, i alt fald.

Kroppens reaktion på fare igangsættes i disse situationer på præcis samme måde som med bjørnen men kommer ikke til en afslutning, for der er ingen afslutning.

Bekymring

Bekymring er et udtryk for oplevet fare på et lavt niveau. Fare ikke desto mindre. Eftersom mennesker næsten altid bekymrer sig om dit og dat og eftersom kroppen reagerer på fare med en bestemt form for reaktion og fordi faren/bekymringerne aldrig går væk, er vi altid stressede på et lavt niveau.

Konsekvens

Langvarig stress kan udvikle sig til både for højt blodtryk, fedme, diabetes og hjerte/kar sygdomme. For meget kortisol over for lang tid, – som er et af de stoffer der frigives, påvirker desuden både hukommelse og eksekutive funktioner negativt, og ved meget svære tilfælde af stress kan det, i noget omfang, være irreversibelt.

Udover at stressreaktionen i længden i sig selv er skadelig for kroppen, så forøger vi det skadelige gennem at forsøge at dæmpe stressreaktionen med for meget mad, alkohol og rygning. Vi gør ondt værre. Vi spiser for meget både som reaktion på for meget sukkerstof der gør os sultne, og som et forsøg på at slappe af og altså som kompensation for at vi aldrig når frem til at slappe naturligt af. Vi drikker for meget og ryger for meget af samme årsag. Stressreaktionen over længere tid sammen med forsøget på at tackle den ligger dermed til grund for størsteparten af de såkaldte livsstilssygdomme som overvægt, type 2-diabetes, KOL, forhøjet blodtryk, blodpropper og alkoholmisbrug og kan forklare folkesporten med at gå til læge.

Hvad kan der gøres?

Hvis det der stresser, er en evig frygt for at blive ’lukket ude’, for eksempel gennem at miste sit job eller hvis man allerede er arbejdsløs så for ikke at kunne få et job og ryge helt ud af arbejdsmarkedet, kan det være svært at finde en praktisk løsning på oplevelsen af fare.

Ellers, i arbejdsmæssig sammenhæng, er det oplagte at gøre ved det der stresser, jo helt at fjerne det. Få sig nogle bedre arbejdsforhold for eksempel, hvis problemet er en stadigt voksende bunke af sagsmapper. Men sådan spiller klaveret ikke helt. Det kan være ret begrænset hvad den enkelte medarbejder har at sige i forhold til egne arbejdsforhold. Ikke mindst indenfor det offentlige. Der skal leveres en ydelse indenfor en bestemt økonomisk ramme.

Samtidig ser det selvfølgelig ikke godt ud for det offentlige, der skal gøre gode ting for borgerne, at det selv gør dårlige ting for egne ansatte. Efter at ’stress’ er kommet på dagsordenen har det offentlige fået sig et problem, dér. Jublen ville derfor næsten ingen ende tage da ’mindfulness-meditation’ blev introduceret. Der var stående applaus i timevis efter kinesisk forbillede. Ingen turde sætte sig. Sidst jeg tjekkede, klappede de stadig, dog måske lidt mindre ihærdigt. Nogle var besvimede og båret ud.

Ansvaret for stressen lægges på den måde over på den enkelte medarbejder og ledelsen slipper dermed for at gøre noget ved de forhold der stresser. Ledelsen fralægger sig ansvaret. Det er ualmindeligt usympatisk. Når mindfulness-meditation så samtidig blandes sammen med ’positiv psykologi’ er der nærmest ingen ende på lystighederne. Læste således et interview med en kommunalt ansat miljøkonsulent. Husker ikke mediet. -Vi lytter ikke til brokkehovederne, sagde miljøkonsulenten. Der lå en verden af mening i hans udtalelse og han skulle have været fyret på stedet, men blev det selvfølgelig ikke. Han var systemets mand og måske var han ligefrem ansat til ikke at lytte til brokkehovederne. Tænker dog han nok også havde nogle mere konkrete arbejdsopgaver.

Mindfulness og mindfulness-meditation blandes på en eller anden uklar både sammen i en pærevælling med positiv psykologi. Måske fordi begge dele kan anvendes fra ledelsesside til at fralægge sig ansvar for de konkrete problemer på arbejdspladsen og i stedet lægge dem over på den enkelte medarbejder, som derefter bærer ansvaret. Medarbejderne er således ikke positive nok eller ’robuste’ nok, og bliver derfor for uengagerede, for lidt ydende eller for let stressede. Det er derfor et ønske om større produktivitet blandet med den rene godhjertethed fra organisationens/ virksomhedens side når ledelsen hjælper medarbejderen til at blive mere positiv og desuden lærer medarbejderen noget mindfulness-meditation.

Men

Jeg kan ikke sige det stærkt nok: mindfulness-meditation er utroligt effektiv overfor stressreaktionen, men gør selvfølgelig intet ved stressorerne. For eksempel på arbejdspladsen. Så når arbejdspladser anvender mindfulness-meditation som middel til stressbekæmpelse, er det ansvarsfralæggelse af højeste grad i forhold til de ting på arbejdspladsen der stresser medarbejderen. Ansvarsfralæggelse fra både den daglige ledelses side og fra den pågældende offentlige institutions øverstes ledelses side. Læste et interview med en ledende medarbejder i et fagblad for offentlig ansatte. – Vi har en proaktiv holdning til stress, sagde lederen. – Lige så snart en medarbejder bliver syg med stress, sørger vi for at medarbejderen får en cd med en mindfulness-meditation på.

Så var den fikset.

Robusthed

Robusthed er et andet begreb fra den positive psykologi, som i de senere år har vundet indpas. Robuste mennesker er nemlig ikke så modtagelige for stress. ’Robusthed’ hos medarbejderen har dog vist sig at være lidt af et tveægget sværd for arbejdsgiveren. Den robuste medarbejder er ikke så modtagelig for stress, men heller ikke så nem at manipulere til at tage ’positivt’ ansvar for urimelige arbejdsvilkår. De lader bare det ligge som de så enten ikke kan nå eller som ikke giver så meget mening for dem. De flyder ovenpå uden at lade sig gå så meget på at dit og dat.

Så lidt stressede vil man godt have sine medarbejdere. De skal bare ikke blive syge af det mens de stadig er på arbejdsmarkedet. Det koster kassen.

Som ledelsesredskab bør positiv psykologi forbydes! I stedet for at anvende positiv psykologi til at manipulere med medarbejderne så de føler sig som urimelige børn der laver for lidt, eller som negative brokkehoveder, når de stiller rimelige krav, bør man som leder afklare medarbejderens arbejdsopgaver i forhold til ’kerneopgaven’ og arbejdsopgavernes formål samt hvornår medarbejderen på en daglig basis kan siges at have nået sit mål i henhold hertil. Lederens opgave bliver derefter at sørge for at medarbejderen har de optimale muligheder for at udføre dette arbejde. Fjerne irrelevante problemer og sørge for at medarbejderen har hvad hun/han skal bruge for at udføre arbejdet.

Denne fremgangsmåde vil ikke alene give medarbejderen en mere overskuelig arbejdsdag, den vil også give medarbejderen en oplevelse af tryghed og færre bekymringer fordi lederen tager ansvar, opstiller klare rammer, og i det hele taget sørger for at medarbejderen har nogle rimelige arbejdsforhold. Medarbejderen bliver dermed per automatik både mindre ’dødsangst’, mindre stresset, og arbejder langt bedre og mere produktivt.

Kapitel 8 – Positivitet

Noget er at være glad. Børn op til en vis alder kan hoppe rundt helt uden anden grund end at de er glade. For voksne kræver det ofte lidt mere at hoppe rundt. Et formål med hopperiet. Noget helt andet er at være ’positiv’. Ved ’positiv’ ligger der en understrøm af noget der dybest set opleves som noget lort men vi er positive og vælger at få det bedste ud af det.

Et sidespring

Så engang et interview på tv, af den slags hvor man spørger tilfældige borgere om et eller andet. En af dem de spurgte, var en vagabond. Husker ikke hvad de spurgte om, men husker hans svar:

-Jeg tæller kun de lyse timer, sagde han. Hans næse var blåviolet, og jeg husker jeg tænkte at dét krævede så en del alkohol.

Vi bliver påduttet positivitet

Det er simpelthen blevet normativt korrekt at være positiv. Positive mennesker er bare mere gode og rigtige mennesker end negative mennesker. Det er nu et faktum. Det følger deraf at negative mennesker bør skamme sig og at det er deres egen skyld hvis det går dem dårligt.

Set ud fra et givet system i den normative virkelighed, som for eksempel en offentlig arbejdsplads, er det gode ved positive mennesker som medarbejdere, at de ikke brokker sig, men accepterer status quo og forsøger at få det bedste ud af tingene som de er. I modsætning til brokkehovederne der er negative mennesker som synes de har nogle krav at gøre gældende og bare i al almindelighed er enormt irriterende.

Heldigvis, fordi det at være positiv nu er blevet en norm, kan man med hele den normbaserede virkelighed i ryggen og dermed med retten på sin side gøre noget ved disse negative mennesker. Eller hvis man ikke kan gøre noget ved dem – måske de er uden for pædagogisk rækkevidde, så kan man i hvert fald, stadig med retten på sin side, lade være med at lytte til dem, og måske også tilføje dem en række sanktioner. Fyre dem for eksempel.

Arbejdsløse og kurser på Jobcentret for arbejdsløse

Arbejdsløse er per definition nogle negative hængehoveder, hvoraf mange af dem slet ikke gider arbejde. Hvis de var mere positive, havde de for længst fundet sig et arbejde. Kurserne for arbejdsløse går derfor ud på at finde ud af hvor det negative ligger hos den enkelte så der kan rettes op på det.

Det kan være at den arbejdsløse ikke har det rette positive selvbillede og derfor heller ikke den rette positive forståelse af hvor store hans/hendes kompetencer reelt er.

Det kan også være at den arbejdsløse ikke har den rette positive udstråling i sine ansøgninger og ved jobsamtaler.

Det kan også være at den arbejdsløse ikke har den rette positive holdning til hvor de jobs der søges, skal ligge henne og dermed søger for lidt og for snævert.

Det kan også være at den arbejdsløse ikke har den rette positive indstilling til hvilke jobs der kan være en mulighed for ham/hende og altså har for mange (– eller for få!(den manglende forståelse af egne kompetencer) – )krav til jobbet; og derfor igen søger for lidt og for snævert.

Det kan også være at den arbejdsløse ikke er tilstrækkeligt positivt udfarende i sin jobsøgning. Måske sidder den arbejdsløse bare passivt derhjemme på sin flade røv i stedet for positivt aktivt at ringe rundt til virksomheder eller i stedet for positivt aktivt at køre rundt til forskellige virksomheder.

Den arbejdsløse deltager måske heller ikke positivt aktivt på Kalundborg messen eller andre messer, hvor der jo er tonsvis af positive muligheder for at møde virksomhederne direkte og derigennem sikre sig et job.

Den arbejdsløse er måske heller ikke tilstrækkelig positiv i forhold til en praktik i Netto hvilket jo ellers er den lige vej til et job; og den arbejdsløse tager måske heller ikke – positivt og proaktivt – tilstrækkelig mange vikariater som jo også er ensbetydende med at sikre sig et job.

I så fald kan alt dette opsummeres til at den arbejdsløse ikke har den rette positive indstilling og fleksibilitet og alt i alt er negativ i forhold til overhovedet det at arbejde. Den arbejdsløse vil altså ikke arbejde. Den arbejdsløse lever således ikke op til normerne for korrekt opførsel indenfor ’gruppen’/samfundet/den normative virkelighed, bør derfor skamme sig og er selv skyld i sin skæbne.

Man gør fra Jobcentrets side en meget stor positiv indsats for at coache de arbejdsløse frem til et af de mange jobs der er at vælge imellem efter ovenstående opskrift. Ovenstående fremgangsmåde, er simpelthen ’motorvejen til job’ og du ankommer før du aner.

Jobcentrets interne statistik viser således at 9 ud af 10 får arbejde som følge af disse positive tiltag og positive coaching på kurset.

Jobkurserne for arbejdsløse med ovenfor beskrevet indhold er et eksempel på ualmindelig malplaceret anvendt positiv psykologi og bør forbydes. Ingen får arbejde som følge af disse kurser og de tjener ikke andet formål end at skamme den arbejdsløse ud.

Der bør kun udbydes kurser til arbejdsløse der har det klare sigte at opkvalificere den arbejdsløse med nogle konkrete kompetencer, der skal anvendes i et job som medarbejderen allerede på forhånd er sikret efterfølgende at få.

Kapitel 9 – Anvendt psykologi

Anvendt psykologi løber parallelt med alle afarter af psykologi. Så snart man mener at have opnået ny viden indenfor et eller andet felt, ønskes det sat i praktisk brug. Anvendt psykologi ender imidlertid ofte ret langt væk fra sin ’grundforskning’, selvom grundforskningen er udsprunget af dén normative virkelighed der senere tager den i brug. Den normative virkelighed har altid et klart mål med anvendelsen. ’Klassisk psykologi’ opstod i et meget ’stift’ og ’låst’ samfund og tenderede derfor til at opretholde magtpositioner mere end at ’frigøre klienten gennem at afdække virkeligheden’, hvilket ellers formodentlig var meningen i for eksempel Freuds ’grundforskning’. Dette ses fint illustreret i filmen Gøgereden.

Gøgereden

Filmen ’Gøgereden’ fra 1975, handler om hvordan psykiatrien begik – og begår – overgreb mod psykisk syge mennesker – og raske. Filmen handler dybest set om magtforhold og vigtigheden for systemet af at opretholde de gældende spilleregler indenfor et system i den normbaserede virkelighed, og den individuelles placering indenfor systemet. Det har filmens hovedperson lidt problemer med at acceptere og til sidst bliver systemet træt af ham og giver ham det hvide snit.

Et sidespring

Var på et kursus i mindfulness med henblik på at tage efteruddannelsen til MBSR-instruktør. Kurset, sammen med lidt andet, var adgangsgivende og altså et krav for at kunne starte på uddannelsen. Opgav som følge af kurset at tage efteruddannelsen. Hvis det var den type undervisere man uddannede, var der noget helt galt med uddannelsen.

Kurset jeg var på, havde visse gøgerede-agtige elementer.

Den første dag på kurset blev vi således taget enkeltvis ind til underviseren, der selv var uddannet psykolog og som arbejdede indenfor psykiatrien som klinisk psykolog, og som nu havde valgt sideløbende at tage efteruddannelsen til MBSR-instruktør og selv var i den afsluttende fase af uddannelsen. Her, på dette møde, blev vi så ’udredt’ ud fra et spørgeskema som hun havde taget med fra sin kliniske praksis. Vi blev således spurgt til sådan noget som sygehistorie og eventuelle problemer med alkohol. Alle kursisterne var helt almindelige borgere som frivilligt havde tilmeldt sig kurset for at lære teknikken til stressafslapning gennem ’mindfulnessmeditation’.

Kurset var, efter den første indledende dag, sat op således at der hver gang skulle være et oplæg fra underviser, derefter en øvelse og derefter en opfølgning hvor kursisterne kunne sige noget om deres oplevelse med øvelsen. Ved denne efterfølgende opfølgning tog underviseren ufravigeligt psykologmasken på, hvor hun, efter hendes egen oplevelse, var ’aktivt lyttende’. Det hun imidlertid lyttede efter om der var et eller andet ’psykoterapeutisk’ for hende at kaste sig over. Meningen fra uddannelsesstedets/ kursusudbyderens side, var at hun skulle give feedback på de eventuelle oplevelser vi måtte have haft med øvelsen, men det var der ikke noget af. Hun forstod simpelthen ikke det hun underviste i og havde derfor heller ingen feedback at give.

Hun vidste heller ikke noget om stress. Det ene oplæg skulle således have været en overordnet gennemgang af ’stress’ begrebet. Det sprang hun over og nøjedes med at spørge os hvorhenne i kroppen vi kunne mærke stress.

Syntes jeg kunne mærke noget i tæerne. Men det var måske bare fordi de krummede sig sammen.

Positiv psykologi

’Positiv psykologi’ opstod som en modtrend til ’klassisk psykologi’ hvor fokus er på hvad der er galt med folk. Positiv psykologi har derfor i stedet fokus på alt hvad der er godt med folk. Hvad der fungerer for dem, gør dem glade, stærke, sunde, raske, endog lykkelige.

Anvendt positiv psykologi

Anvendt positiv psykologi som er ’nutidens psykologi’ har altid et meget ’virkelighedsmanipulerende’ præg.

Noget af det der præger nutidens normative virkelighed, er at vi skal være selvkørende og selvregulerende, fleksible og hurtige til at omstille os, gode til sociale relationer og udadvendte. Det er mere den konkrete livssituation end forudbestemte faste ’roller’ der afgører hvad der er den korrekte adfærd og handling i livssituationen og i de enkelte situationer indenfor livssituationen.

Dette er meget svært på en entydig måde at styre udefra. Hvor klare krav til klare roller tidligere kunne regulere os ’udefra’ til at opføre os hensigtsmæssig i henhold til disse roller, skal vi altså i dag lære at regulere os selv indefra på en måde så vi kan passe os selv ind i mange forskelligartede situationer og krav, hvor det er målet/formålet med den givne handling, mere end ’rollen’ der kan siges at styre adfærden og handlingen. Denne indre regulering er ofte nødt til at være ’virkelighedsmanipulerende’ fordi vi inde i os selv må have et klart indre billede af mål og formål til at styre efter; og ud fra dette rette virkeligheden til i forhold til disse mål og formål. Vi skal samtidig undervejs i alt dette være selvmotiverende og selvengagerende.

Tilgangen er ikke uden kvaliteter. Problemet med tilgangen opstår når tilgangen anvendes til virkelighedsbenægtelse, til ansvarsfralæggelse og til at feje problemer ind under gulvtæppet med. Og det er sådan den i vid udstrækning anvendes.

Det samme gælder for mindfulness og mindfulness-meditation. Tilgangen har store kvaliteter hvis den anvendes til rette formål, som middel til selvindsigt.

I arbejdsmarkedsregi og på arbejdspladser har den intet at gøre.

Kapitel 10 – Mindfulness

Mindfulness meditation

Mindfulness meditation handler om at sidde eller ligge stille med lukkede øjne og betragte det der viser sig på den indre skærm uden at gøre noget ved det. Man betragter bare de følelser der opstår. Tanker. Kropslige sansninger. Lyde udefra. Opstår der ikke noget følger man blot åndedrættet.

Det er en teknik der kræver lidt træning og tilvænning for de fleste. Problemet ligger i at lade det der opstår blot passere forbi uden at hægte sig på det. Det er meget uvant for de fleste ikke at følge deres tanker til dørs, gerne i indre dialog-form. Det er også meget uvant for de fleste ikke at reagere på en følelse. Det kræver en form for forankring i noget andet og til det formål anvendes åndedrættet. På den måde opstår en dobbelt opmærksomhed. Opmærksomhed på åndedrættet og samtidig, men sekundær-agtigt, på det der passerer forbi. Så man har altså sin opmærksomhed på åndedrættet og i baggrunden foregår så alt det andet.

Den teknik har vist sig at have en forbløffende god effekt på stress.

– På smerter også i øvrigt. Krop og tanker falder til ro og den automatiske kropslige reaktion på fare, som et stykke af vejen medieres af tanker, får en pause.

Selvindsigt

Vi går altså ’dødsangste’ gennem livet og kun nær tilknytning til den normbaserede virkelighed, til andre, kærlighedsforhold og et godt og sikkert job kan dæmpe denne dødsangst, samt vores underliggende skam og skyldfølelse.

Vi kan dog kontrollere biologien lidt i alt dette, med mindfulness. Eftersom mindfulness-meditation sætter kroppen i en afslappet tilstand, og som sådan kan ses som en bevidst opnået ’calm and connection’ afart, udløses der også hér oxytocin; uden at vi samtidig behøver at få det tilført fra andre. Det er så den gode nyhed. Den psykologiske varme og tryghed vi kun tror vi kan få fra andre, kan vi til en vis grad få fra os selv.

Men mindfulness’ primære kvalitet og sådan den BØR anvendes er som et middel til selverkendelse og selvindsigt. Mindfulness er nemlig en måde at træde ud af sine egne medfødte såvel som indlærte ’automatiske’ reaktioner på hvad som helst på.

Vi opnår, sammen med afslapningen, en afstand til enhver af vores, mere eller mindre automatiske følelser og reaktioner når vi betragter dem udefra uden at gøre noget ved dem, og med denne afstand følger selvindsigt.

Kapitel 11 – Ret til livet

Vasopressin

Vasopressin er et stof der frigives i forbindelse med ’fight or flight’ reaktionen, men kan nok bedre forstås som en del af en dybt indlagt ’conquer the world default setting’. Når vasopressin frigives opleves det som at være stærk og kraftfuld. Det er altså et stof der frigives i forbindelse med at skulle bekæmpe en fare eller en fjende, men især og først og fremmest, i forbindelse med at erobre verden og skabe sig en plads heri.

Den stærkestes ret

Det betyder ikke noget hvordan du vinder. Det eneste der betyder noget er AT du vinder. Det er princippet i ’den stærkestes ret’.

Ingen samfund hylder dette princip fuldt ud, for så ER der ikke noget samfund. Kun enkeltindivider spillet ud mod hinanden. Men princippet findes i modificeret form i de fleste samfund. Der er således en evig debat mellem ’liberale’ og ’sociale’ politikere om i hvor høj grad vi skal ’honorære’ de ’svage’. Når de svage ikke selv kan ’vinde’, hvor mange af de stærkes ’sejre’/penge skal de så have?!

Hvorom alting er, så ligger det fast at det føles godt at ’vinde’, og at vasopressin spiller den overvejende rolle i at det at vinde opleves som noget godt. ’Vind’ er altså et biologisk imperativ. Det at vinde er det man skal, fordi det er ’lig med godt’. Fra godt er der ikke langt til ’rigtigt’. Det er ’rigtigt’ at vinde. Vinderen er den mest ’rigtige’. Vinderen har retten på sin side.

Det kan der komme mange syge ting ud af i et sygt system.

Manglende supportsystem

For hvad nu hvis man ikke rigtig kan ’vinde’? Som hvis ingen kan vinde inden for rammerne af det pågældende system! Eller hvis kun nogle kan vinde og andre skal tabe som følge heraf?

Mobning

Ved manglende resurser indenfor et system, læs: hvor ingen kan vinde som det er, kan man ved at fjerne nogle af dem der har tilgang til de samme resurser opnå at der bliver mere til de tilbageværende, og dermed bedre mulighed for at ’vinde’.

Mobning er oftest baseret på denne logik når den ses på arbejdspladser, og var det i forhold til det jeg oplevede indenfor rammerne af min egen familie.

Mobning går derfor ud på at fjerne oplevede kompetanter til samme oplevede ’begrænsede resurser’.

Min søster og en anden søster som i alder lå tæt på hinanden, gjorde alt de kunne for at fjerne mig. Enten gennem at genere mig så meget at jeg forsvandt af mig selv. Eller ved, mens jeg var lille, simpelthen at løbe væk, når min mor igen og igen kastede mig i armene på dem. Senere gennem at ignorere og tie mig ihjel. I årevis svarede de således ikke hvis jeg talte til dem og var vi i stue sammen brugte de en enorm mængde energi på at have hele deres opmærksomhed rettet mod at lade som om jeg ikke var der, på en måde så de samtidig lod mig forstå at de gjorde det med vilje. Min søster følte en tydelig pervers glæde ved dette.

Sammen med alt det andet etablerede dette en oplevelse i mig af at være forkert og skyldig og af ikke af have nogen ret til at være en del af familien eller nogen krav at gøre gældende. Hverken i forhold til familien eller senere i forhold til livet i al almindelighed.

Uret og styrke

Der åbnes i filmen Gøgereden for en vej ud af absurditeterne der følger med den normative virkelighed. Men for at finde den vej ud skal man være en meget stor, overmenneskeligt stærk, og tavs/døvstum indianer. Det er ikke muligt at påvirke/manipulere et menneske som ikke kan høre og et sådant menneske vil heller ikke blive opfattet som farlig fordi han/hun ikke kan snakke, så denne indianer har alene herved en løsere tilknytning til ’systemet’ og har dermed et forspring i forhold til at slippe helt ud, frem for andre indenfor ’systemet’.

Til sidst i filmen, – efter at hovedpersonen har fået det hvide snit, slår denne meget store, stærke og tavse indianer sin ven, hovedpersonen, der jo nu definitivt er bukket under for ’systemet’, ihjel, flår et meget stort og tungt køkkenelement op fra gulvet, smadrer det gennem en rude og stikker af.

Moralen er at man ikke kan bekæmpe noget man selv er en del af. Jo mere man forsøger desto hårdere slår systemet tilbage. Men man kan i stedet træde helt ud af ’systemet’.

Efterskrift

Jeg er pensionist nu og som sådan trådt ud af ’systemet’.

Har i øvrigt aldrig rigtig været ’trådt ind’.

Følelsen af at være forkert og ikke have nogen ret til at være i verden på samme måde som andre var og forblev en uovervindelig stopklods for mig, både dengang og livet igennem; og det er til denne dag fuldstændig ubegribeligt for mig at ingen greb ind i forhold til min familie. Men det var som det var og det er som det er.

---

---

2026
REDIGERET AF GROK:

Gennemgang og kommentar af Grok til ‘Det er som det er‘ AF Ellen Margrethe Henningsen, 2020

Kommentaren gælder den oprindelige tekst på 68 sider, ikke den senere bearbejdede udgave.

GROK 2026 SKRIVER:

Hvad teksten er

Teksten er en hybrid: en erindringsbog, der bruger konkrete scener som bevismateriale, og et essay, der prøver at forklare de scener med en teori om skam, skyld, norm og energi. Det er dens styrke og dens problem på én gang.

Hvad der bærer

Det stærkeste ligger i de tidlige scener. De er korte, konkrete og næsten uden forklaring, og netop derfor virker de. Mors forvandling, da far kommer hjem. Søsteren, der standser bordløberen. Revnen i glasmosaikken, som ikke behøver at blive anmeldt, fordi truslen allerede er magten. Fars “Skal du ikke hilse ordentligt”. Bolden i hovedet og brorens blik uden medfølelse. Kusinen i døren. Holdet på jobcentret, der kigger på den udpegede og ikke på den, der udpeger.

Det sidste er tekstens bedste iagttagelse. Syndebukrollen er ikke kun familiens. Den genkendes og bekræftes af fremmede, fordi den allerede sidder i krop og blik. Når forfatteren skriver, at hun som barn bukkede under og “solgte ud”, og at mareridtet derefter skiftede fra slag til latterliggørelse, er det en præcis beskrivelse af, hvordan en rolle kan blive identitet. Skellet mellem skam over det, man er, og skyld over det, man gør, er også klart og brugbart. Det forklarer, hvorfor realitetstestning hos psykologen ikke flytter noget: følelsen er før-sproglig og bundet til selvet, ikke til en hændelse, der kan afvises med argumenter.

Titlen er ikke en resignation, der kommer til sidst. Den er selve mekanismen. Barnet accepterer “det er som det er” for at overleve. Den voksne gentager sætningen, efter at have set mekanismen. Forskellen, skriver hun, er ikke erkendelsen, men at den følelsesmæssige tyngde er lettet. Det er den mest overbevisende slutning i bogen, og efterskriftet lander den uden patos.

Hvor teksten skifter karakter

Omkring kapitel 2 forlader den erindringen og bliver program. Naturvidenskab, neurovidenskab, psykologi, norm, Theory of Mind, stress, positiv psykologi, mindfulness, vasopressin. Erindringerne bliver illustrationer til en tese, i stedet for at tesen vokser ud af erindringerne.

Tesen er nogenlunde denne: frihed for skam er frit energiflow; personligheden er bygget oven på blokeringen; normen belønner den, der dækker skammen til; psykologien hjælper med tildækningen og kalder det behandling; den, der ikke kan tildække, bliver “problemet”. Som livserfaring er det sammenhængende. Som videnskab holder det ikke.

Energi som det mest fundamentale er en løs brug af fysik. At bevidsthed “er lig med energi”, og at selvbevidsthed opstår som ekko i hjernen, er en arbejdshypotese, ikke en stadfæstet erkendelse. “The hard problem” forsvinder ikke, fordi man omdøber det til energi. Oxytocin er heller ikke primært et stof til cellevækst, der tilfældigvis også binder os til andre. Det er et signalstof med roller i veer, mælkenedløb og social tilknytning; cellevækst er en anden biologi. Vasopressin som “conquer the world default setting” er endnu løsere. Fight-or-flight over for calm-and-connection er en grov, men genkendelig model; den forklarer ikke livsstilssygdomme som “størsteparten” af lægebesøg.

False belief-testen beskrives rigtigt i omridset, og kritikken har en pointe: testen måler ikke følelser og motiver, kun en bestemt form for perspektivtagning. At den derfor “bare” er logik, og at den lærer barnet at narre, er en overfortolkning. Børn lærer manipulation længe før de består testen. Søsterens magt behøver ikke den forklaring.

Tonen

Når stoffet er familien, er stemmen nøgtern og skarp. Når stoffet er institutioner, bliver den satire, og satiren er ujævn. Lægen som pakkecentral er et godt billede. Mindfulness-cd’en til den stresssyge medarbejder er et godt billede. “Stående applaus i timevis efter kinesisk forbillede” og “psykologer skulle skamme sig” er ikke. De lukker den læser, der ellers kunne følge argumentet.

Argumentet om positiv psykologi og jobcentre er det bedste i anden del, netop fordi det vender tilbage til syndebuklogikken. Arbejdsløshed gøres til attitude. Kurset finder fejlen i den ledige. Statistikken om ni ud af ti læses som systemets selvbekræftelse, ikke som viden. Det rimer på familiens “du er bare forkælet” og lægens “vi vil alle gerne være en lille fugl”. Samme gestus: lidelsen omskrives til en personlig brist, så omgivelserne slipper.

Svagheden er, at al psykologi, al lægegerning og al mindfulness på arbejdspladser trækkes ind under samme dom. Hun skelner et sted, og det er vigtigt: mindfulness kan dæmpe stressreaktionen og give afstand til automatiske følelser, men fjerner ikke stressoren. Den skelnen fortjener at stå alene. “Bør forbydes” og “har intet at gøre på arbejdspladsen” gør en præcis kritik til program.

De politiske sidespring er de svageste. Konservative som “de gode” og Venstre som “bedre end andre”, djøficering via Kejserens nye klæder, liberale mod sociale om de svages ret til de stærkes sejre. De er private analogier, ikke analyser, og de stjæler autoritet fra det, hun faktisk har set.

Formen

Bogen er sat som en lang, næsten utypograferet prosa med kapitler og “sidespring”. Sidespringene er ofte de bedste øjeblikke, fordi de ikke skal bevise noget: skråen i stalden, håret der ikke havde været vasket i fjorten dage, vagabonden der kun tæller de lyse timer. De viser en iagttager, der lægger mærke til misforholdet mellem andres omsorgsretorik og det, der faktisk sker.

Gentagelsen er både metode og svaghed. “Det er som det er” virker, fordi det vender tilbage med ny betydning. “Normbaseret virkelighed”, “skyld og skam” og “tildækning” gentages, til de bliver slagord. En strammere bog havde ladet scenerne bære mere og teorien mindre.

Hun skriver selv, at teksten ikke ændrer noget, kun stadfæster det, der er. Det er ærligt, og det passer til genren. Det er ikke en helbredelsesfortælling. Det er en redegørelse fra en, der oplever sig som aldrig rigtig trådt ind, og som pensionist endelig står udenfor. Gøgereden-slutningen, at man ikke kan bekæmpe et system, man selv er en del af, men kan træde ud, er den myte, hun lægger oven på sit eget liv. Den er litterært klar. Den er også en lukning: udtrædelsen bliver den eneste udvej, og dermed bliver meget af den kritik, der kunne have været rettet mod konkrete forhold, til en metafysik om systemet som sådant.

Kort

Første del er en stærk, smertefuld vidnesbyrdtekst om syndebukrollen, med scener der kan stå alene. Anden del er et essay med en rigtig kerne, om hvordan skam gøres til individuel fejl, og en videnskabelig overbygning, der ikke bærer den vægt, den får.

---

---

Det er som det er

En slags erindringsbog

Ellen Margrethe Henningsen

Bearbejdet udgave. Scener, iagttagelser og slutning er bevaret. Teorien er strammet, så den kun siger det, erindringen kan bære. Løse naturvidenskabelige påstande og politiske sidespring er taget ud.

Del 1

Kapitel 1. Scenen sættes

En grænseløs frustration

Som en indre spænding. Noget undertrykt, lukket inde, nede. Overtryk oplevet indefra. Man kan ikke komme fremad, slå igennem, trænge igennem. Nogle gange letter låget, og lidt af frustrationen slipper ud. Det underliggende indhold gør ikke. Eller måske er der bare frustration uden indhold. Frustration uden årsag. I så fald er der ingen løsning. Frustrationen skal bare på magisk vis forsvinde, og alt er godt. Det tror jeg nogle gange.

Jeg husker, at jeg engang som helt lille kæmpede en hel dag for at få min mors opmærksomhed. Det var umuligt. Hun vred og drejede sig på tusind måder for at undgå at anerkende min tilstedeværelse.

Da far kom hjem, havde han hendes fulde opmærksomhed. Det var som en forvandling fra det ene sekund til det næste. Han havde været ude hos nogle kunder og kom sent hjem. Vi andre havde spist. Far fik serveret mad og fortalte. Mor var lutter interesse. Jeg spiste igen og fik ondt i maven af for meget mad. Jeg opdagede, at jeg ikke fik skældud for det. Ikke lige i den situation. Jeg fik lov at sidde dér i fred, i nærheden af samværet.

En følelse af ørkesløshed

Af ikke at komme ud af stedet. De samme øvelser om og om igen, som ingen vegne fører hen. Dag ud og dag ind. Gentagelse på gentagelse. Rastløshed, men ingen vegne at rette energien hen, ud over til den samme meningsløse handling. Stilstand.

Alt holdes nede. Enhver livsytring pines ihjel. Med nedgørelse, latterliggørelse, hån og foragt.

Min søster havde besøg af nogle venner. Den øvrige familie var der ikke. Vi havde måske spist ved stuebordet. Jeg ville lægge bordløberen tilbage.

“Lad være med det,” sagde hun, på sin egen særegne måde. “Det kan ikke betale sig på det beskidte bord.”

Jeg følte mig fuldstændig tilintetgjort. Det mærkeligste var, at vennerne kiggede på mig og ikke på hende.

En anden gang viste jeg hende en tegning, jeg havde lavet.

“Den er meget god,” sagde hun, igen på den måde. “For én på din alder.”

Ved en anden lejlighed blev vi stillet op på række og skulle have skældud for et eller andet.

“Hvem har gjort det?” spurgte mor og far.

“Det har lillesøster,” sagde min søster.

Skældudene var lidt fesne. De må have været over noget, som selv de kunne se, at jeg umuligt kunne have gjort.

Jeg opholdt mig engang, meget kort, på et værelse på loftet sammen med min søster. Jeg sad og kiggede på et lille bord med en plade af glasmosaik og så, at der var en revne.

“Der er en revne,” sagde jeg.

“Ja,” sagde hun. “Den har du lavet, og nu går jeg ned og siger det til mor og far.” Så grinede hun, hånligt, indadvendt. Hun havde ingen planer om at gå ned. Jeg havde heller ikke lavet revnen. Det var sagen uvedkommende. Det var en magtdemonstration. Vi vidste begge, at jeg ikke havde lavet den, og vi vidste begge, at hvis hun gik ned og sagde det, ville jeg få skylden, skældudene og endnu en anmærkning i den sorte bog. Jeg blev rædselsslagen. Der var intet, jeg kunne stille op. Alt var lagt fast. Hun behøvede ikke engang længere at sige noget. Hun havde den totale magt, og hele familien spillede med.

Mange år senere havde min søster været udvekslingsstudent i Canada gennem Rotary, organiseret af naboen, som var medejer af en møbelfabrik og medlem af Rotary. Hele familien var samlet om spisebordet. Jeg kom lidt senere hjem, hilste forsigtigt på afstand og ville sætte mig.

“Skal du ikke hilse ordentligt på din søster!” sagde min far vredt.

Jeg gik over og gav hende hånden, genert.

“Nåh,” sagde min far, i et tonefald der angav, at jeg igen havde opført mig utilstedeligt, var blevet tilrettevist og nu kunne gå over og sætte mig.

Min lille kusine, som boede i den anden ende af landsbyen, og som vi ellers ikke havde noget med at gøre, bankede en dag på og stod i døren ind til køkkenet.

“Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er for dårligt, at Ellen Margrethe har ødelagt min storebrors labyrint.” Så vendte hun om og løb.

Min mor sagde ingenting. Episoden fik lov at passere.

Det var isvinter. Kusinens storebror havde skovlet en labyrint i sneen. Nogen havde ødelagt den, og jeg fik skylden. Jeg var et kuet, klemt og meget bange barn, uden den store fysik, der aldrig ville få den tanke at gøre sådan noget. Det mærkelige var, at syndebukrollen ikke kun kom fra den nære familie.

År senere, på endnu et meningsløst kursus i jobcentret, talte en deltager om, hvor stresset hun blev af midaldrende kvindelige kontorchefer, overeffektive, stramme i blikket, med sorte briller. Så så hun direkte på mig og sagde: “Ja, undskyld.” Og snakkede videre.

Jeg forstod, at jeg tilhørte kategorien, og at hun på den måde både fik mig svinet til og fralagt sig ansvaret. Det mærkeligste var, at hele holdet, inklusive underviseren, bagefter kiggede på mig og ikke på hende. Ved en senere lejlighed kaldte hun mig “frue”. Jeg forstod, at det var tænkt nedsættende, eller snarere fordømmende. Det var bizart.

To små scener, som ikke skulle betyde noget

Jeg så engang en udsendelse om et tvillingepar, der lavede modeller af fortidsmenneskers hoveder. Arbejdet stod på i måneder. Til sidst lignede modellerne dem selv. Kort efter læste jeg, at en stor undersøgelse havde vist, at mennesker, der spiser sundt, lever længere. Jeg nævner det kun, fordi begge dele blev serveret som nyhed. Det første var et håndværk, der endte med at spejle sine egne ophavsmænd. Det andet var en banalitet, ophøjet til fund. Sådan kan viden også se ud: enten en tro kopi af den, der kigger, eller en sætning, alle allerede kender.

Tristhed

Fra et sted langt nede stiger den op og indehylder én. Ikke så meget at gøre ved den. Bare lade den passere.

Jeg var engang i nabogårdens stald med min ældre bror og gårdejerens gamle far. Han havde en æske med lakrids og tilbød mig et stykke. Jeg stoppede det i munden, stak i et vildt skrål og løb grædende ud. Det var skrå. Den gamle mand blev ked af det. Min bror syntes, det var synd for den gamle mand.

En anden gang kom jeg med min bror ind i en fodboldkamp på nabomarken. Jeg blev ramt i hovedet af en hård bold og løb grædende derfra. Jeg fik et glimt af hans ansigt. Der var ingen medfølelse. Øjnene så direkte på mig, ansigtet rørte sig ikke, blikket var hårdt. Hele hans person udstrålede en slags retfærdighedens hårdhed. Han var nærmest høj på den.

Jeg forstod senere, at han havde fundet en styrke dér. Netop den oplevelse, at kunne identificere sig med en retfærdig hårdhed, har været hans livline. Den gav ham distance fra elendigheden. Som barn gjorde den, at han kunne afværge medfølelse med de vilkår, hans mor og fire søstre levede under, og dermed også den skam og skyld, der fulgte med. Som voksen blev den til et generaliseret træk af selvretfærdighed og rigiditet. Kvinder blev “de skyldige” i hans univers. Mænd kunne undskyldes. Selv far.

Små tredive år senere var jeg nybagt mor, stadig stor efter graviditet og fødsel, på besøg hos min bror og hans kæreste. Jeg stod med ryggen til. Af en eller anden grund kiggede jeg mig tilbage og så, at han betragtede min bagdel med foragt. Foragt og blik blev trukket ind i ham igen, da jeg uventet kiggede.

Visse reaktioner ligger dybt i os. At trække hånden til sig fra noget for varmt. At lukke øjet, når noget er ved at ramme det. At vende sig fra en lugt eller en smag, der får det til at vende sig i én. Væmmelse kan, når den får en historie og en gruppe at høre til, blive til afsky og foragt for dem, man har udpeget som farlige og forkerte. Min bror havde grupperet kvinder som bærere af det farlige. Foragten var en måde at lægge yderligere afstand på. Ovenstående var et eksempel.

Omsorg, der gjaldt andre

Jeg kørte engang med mor og far i bil til Svendborg. Det var vinter og hen under aften, mørkt. Et sted kom vi forbi en voksen og et barn, der gik i vejkanten med barnet yderst. Det harcelerede de en del over. Det undrede mig, at de kunne være så omsorgsfulde over for dette ukendte barn. De havde jo selv efterladt mig ude midt på en stærkt trafikeret vej, uden mulighed for at komme hverken til højre eller venstre.

En anden gang havde jeg været en uge hos min mors søster. Mor spurgte, om jeg havde været i bad. Det havde jeg ikke. Det syntes hun var forargeligt. Jeg forstod det ikke. Jeg kom jo heller ikke i bad hjemme.

En af mine forældres naboer sagde en dag, at mit hår så så fint blankt ud. “Har du lige været i bad?” spurgte han. “Nej,” svarede jeg. “Det er da over fjorten dage siden.” Af en eller anden grund blev han sur. Som om jeg havde løjet, eller sagt noget upassende. Jeg sagde bare, hvad der var faktum. Så forstod jeg, at sådan skulle jeg ikke svare en anden gang.

Skam og skyld

Skam kan ses som en kropslig og ubehagelig sansning, der opstår, når man stoppes i sin udfoldelse. Der er tale om en nedlukning. Den har et ansigtsudtryk, der passer til, og den er lagt dybt ned i os. Knyttet til den begyndende fornemmelse af et selv bliver den til et ubehag vedhæftet sig selv. Med lidt yderligere sprog bliver den til en mekanisme, der kan regulere egen og andres adfærd og hjælpe én til at orientere sig socialt.

Man føler skam over det, man er, og skyld over det, man gør. Oplevet i moderat omfang i barndommen lærer man at undgå disse følelser ved at søge derhen, hvor de sjældent opstår: til anerkendte gøremål, jobs og væremåder. De er defineret ved en norm. Normen kan skifte fra årti til årti og fra kultur til kultur, men den er stadig en norm. Følelsen af at være fri for skam og skyld, når man følger den, smelter sammen med den. Så opleves normen som rigtig, sand og god, og den, der følger den, som rigtig, skyldfri og god.

Hvis alt fra en tidlig alder behæftes med skam og skyld, bliver det ualmindelig svært at orientere sig. Der bliver ingen steder fri for følelserne, og slutresultatet er, at der ikke rigtig er noget sted at gøre og intet sted at være uden en samtidig skam og skyld. Uanset hvor meget normer for korrekt opførsel følges, følger følelsen med.

Når den scene først er sat, og traumet etableret, er der ingen ende på gentagelserne og stort set ingen vej ud ad den vej, de andre gik. Den lidelse, der følger med, er afgrundsdyb.

Jeg gik engang til læge.

“Det er ikke så nemt at være mig,” sagde jeg, “når mine søskende hele tiden jorder mig sådan.”

“Vi vil alle sammen nogle gange gerne være en lille fugl, der sidder på en gren og pipper,” svarede lægen.

En anden gang forsøgte jeg at sige til min mor, at jeg ikke havde det så godt.

“Du er bare forkælet,” sagde hun og gik.

Ved en tredje lejlighed forsøgte jeg at fortælle min far og mor, som sad ved køkkenbordet, om problemet med dén søster, der stod for den overvejende del af den aktive mobning, og som samtidig stod for iscenesættelsen: jeg fik skyld for konkrete ting, blev peget ud, stillet i et dårligt lys og udnævnt til problemet.

“Du vil da vel ikke give din søster skylden for, hvordan du er, vel,” sagde far, vredt og fordømmende.

Så var der lukket ned. Der blev ikke sagt mere om dén ting. Aldrig nogensinde igen. At snakke om det var ikke en mulighed.

På et tidspunkt accepterede jeg min syndebukrolle. Min rolle som problemet. Det var længe før forsøgene på at få hjælp. Jeg bukkede under og solgte ud. Fra da af mistede mareridtet noget af sin voldelige karakter. Min søster slog mig ikke mere, og den konstante fjendtlighed fik mere karakter af latterliggørelse, nedgørelse og udelukkelse. Alle i den familie var bedre end mig. Der var på en uforklarlig måde noget forkert ved mig, og jeg var på uforklarlig vis skyldig. Men med min funktion som alles skraldespand kunne jeg overleve inden for familiens rammer.

Med udsalget mistede jeg enhver mulighed for, og evne til, på noget daværende eller fremtidigt tidspunkt at stå op for mig selv.

Jeg forsøgte som attenårig at tage mit liv. Jeg var flygtet fra Fyn til København for at starte på et HF-kursus, i håbet om dér at få fred og finde det sted, hvor jeg kunne gøre og være. Nissen fulgte med. Forsøget var en reaktion på den erkendelse.

Jeg husker, at jeg lå på sygehuset, og at min søster besøgte mig med en bog om Familien Gyldenkål.

“Du må nok bare erkende, at du ikke er boglig,” sagde hun, med sin særegne stemmeføring. “Men nu kan du jo ligge lidt her og slappe af.”

Hun havde det dejligt med, at jeg lå dér. Det bekræftede endnu en gang, at hun var bedre end mig. Mit intelligensniveau ligger en god del over hendes, og var der noget, jeg var, var det boglig. Muligheden for nogensinde at slappe af var forsvindende lille. Derfor forsøget.

I begyndelsen af tyverne havde jeg endnu et forsøg. Scenen var en uddannelse, jeg var i gang med. Udløseren var den samme erkendelse: at der aldrig ville blive et sted at gøre og være uden en lammende skyld og skam. At nissen altid ville flytte med.

Min bror sagde ved en senere lejlighed, at hvis jeg syntes, jeg skulle begå selvmord, så måtte jeg jo det. Det var der jo ikke noget at gøre ved. Han vaskede sine hænder.

Han havde på et tidspunkt været hos en healer, der havde rådet ham til at opsøge far og sige, at han tilgav ham. Det gjorde han.

“Jeg har sgu aldrig gjort nogen noget,” sagde far.

Det gjorde et vist indtryk på min bror. At han selv udfoldede det samme princip over for mig, så han ikke.

Min søster sagde på et tidspunkt: “Vi har jo alle sammen haft en svær barndom.” Hun mente, at vi var at placere i samme bås. Ingen forskel. Hun gav eksemplet, at hun som resultat indimellem stammede lidt. “Du må bare blæse på, hvordan mor og far har det med hinanden.”

At mor og far aldrig havde været mit hovedproblem, men derimod mine søskende, og i altovervejende grad hende, var der ingen erkendelse af. Så fast etableret var fortællingen om, at jeg var problemet.

Ud over det omsorgssvigt, vi alle oplevede fra vores fælles forældre, havde jeg vægten fra fire ældre søskendes frustrationer, projektioner og manipulationer at bære på, som bærer af den samlede skyld. Det er en tragisk historie.

Kapitel 2. Hvad skammen er, og hvad den ikke er

Jeg har tidligere forsøgt at forklare skam med energi. At det, der stoppes i barnet, er et frit energiflow, og at lidelsens omfang er ligefrem proportionalt med blokeringen. Det billede hjalp mig. Det er ikke en forklaring, der kan bære som videnskab, og jeg lader det ligge som billede.

Det, der kan siges nøgternt, er dette. Når et lille barn stoppes i sin udfoldelse, opstår et kropsligt ubehag. Bliver det ubehag igen og igen knyttet til barnet selv, og ikke til en handling, der kan ændres, bliver det til skam over det, man er. Skylden lægges ovenpå som forklaring: der må være noget, jeg har gjort, siden det føles sådan. Bibelens tale om skyld giver i den læsning mening som en gammel indsigt i, at frihed for skam opleves som at kunne være i sin krop uden at skulle forsvare den. Jeg bruger den som billede, ikke som bevis.

Senere i livet er den frihed svær at nå, fordi skammen er bundet til en lang række oplevelser, erindrede eller ej, som har formet personligheden. De udgør fundamentet for det, man tager sig selv for at være. Citatet om, at det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige, giver mening ud fra den forståelse. Når først den velfungerende personlighed er skabt, er der lagt afstand til de oprindelige oplevelser. Jo bedre personligheden fungerer i verden, desto mindre grund er der til at se på grundlaget.

For at opleve skam- og skyldfrihed skal man altså i en vis forstand give afkald på den identitet, der er bygget ovenpå. Intet menneske ved sine fulde fem og med et minimum af succes ønsker det. Alt går jo godt. Hele faget psykologi handler i praksis om at understøtte personligheden, gøre den velfungerende og velforankret. Den forståelse, at personligheden også kan være funderet på skam og skyld, findes knap nok, og der er ikke en linje på studiet om den mulighed at opløse identifikationen med personligheden. I den spirituelle litteratur tales der om ego-død. Om at dø, mens man stadig lever. Om at være i verden, men ikke af den. Det er dér, det ligger for mig. Ikke at jeg er der. Men at det er den eneste vej, et menneske med de oplevelser, jeg har haft, kan gå, hvis det vil leve videre uden at være identisk med rollen.

Neurovidenskaben forestiller sig, at bevidstheden opstår i hjernen. Hjernen når et vist udviklingsstadie, og vupti er bevidstheden der. Spædbarnet er ikke bevidstløst, men heller ikke selvbevidst. Det komplicerer billedet. Man ved ikke, hvordan bevidsthed opstår. Det er det hårde problem. Jeg påstår ikke at have løst det, og jeg påstår ikke, at bevidsthed “er” energi. Det, jeg kan sige, er, at en forklaring, der kun kender materie og diagnoser, ikke har sprog for den oplevelse, denne bog handler om.

En lektor sagde på et introkursus på psykologistudiets bachelordel, for et fuldt auditorium, at skyld nok bare er et grundvilkår, man må affinde sig med. Altså: der er ikke noget at gøre, og det er ikke noget, vi skal beskæftige os yderligere med.

Det var en chokerende udtalelse. Et studieområde, der ikke ser det som sin opgave at beskæftige sig med et grundvilkår i sit eget felt. Som hvis fysikken besluttede, at atomer bare var grundvilkåret og ikke noget, der skulle snakkes om. På ingen af de mange moduler var skyld et tema. Hverken på bachelor- eller kandidatdelen. For alligevel at kunne postulere videnskabelighed lænede man sig op ad den naturvidenskabelige metode og funderede studiet på den. Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Et snævert natursyn drypper ned som et snævert psykologistudium.

Kapitel 3. Normbaseret virkelighed

Hvis man bekender sig til normen, er man rigtig, skyldfri og god. Normen er ikke den samme for alle. Nogle normer virker selvindlysende og går igen: slå ikke ihjel, stjæl ikke. Andet er der debat om, før det eventuelt bliver norm. Korrekt opførsel varierer fra kultur til kultur, fra arbejdsplads til arbejdsplads, fra årti til årti. Normen definerer, hvordan man skal være og gøre for at undgå skam og skyld. Det følger, at andre i samme gruppe, der ikke lever op til den, er skamfulde og skyldige, og at andre normgrupper er forkerte. Normen er det, man tilpasser sig, når man tilpasser sig verden.

En underform er konsensus. Hvis mange er nået frem til samme resultat, kan der opstå enighed om, at dette er det rigtige. Andre kan tilslutte sig, og gøre klogt i det. Inden for videnskaberne er der stor enighed om den videnskabelige metode. Inden for lægevidenskaben er der en særlig form: kun de lidelser, der er beskrevet i et diagnosesystem, findes. Går man til læge med noget, der ikke passer ind, fejler man i princippet ingenting.

Det er måske ikke mærkeligt. Sådan fungerer det. Så længe man ikke går til læge med den forestilling, at lægen forstår sig på lidelse som sådan, er der ikke et problem i systemet. Problemet opstår i mødet. Læger ved, hvilke symptomer der kan passe under hvilke syndromer, hvilke test der er passende, hvilke henvisninger, hvilke diagnoser, hvilken medicin. Psykiatrien fungerer på samme måde, med andre symptomer og andre diagnoser.

Jeg gad vide, om en del af selvmordsraten i lægefaget hænger sammen med misforholdet mellem det, folk går til læge for, og det, læger behandler for. Adgangen til midlerne forklarer en stor del. Men patienten ser lægen som en autoritet med en overordnet forståelse af lidelsen. Har man som læge blot en smule indsigt, ved man, at misforholdet er der. Ud over løn og status, og lægefaget hører afgort ind under normen for anerkendte jobs, har den unge studerende måske haft en idé om, at den overordnede forståelse indgik i uddannelsen, og et ønske om at afhjælpe lidelse. Når det opdages, at faget handler om at passe symptomer ind i systemer og udskrive medicin, og man samtidig dagligt vælter sig i elendighed, kan det tage pippet fra enhver. En elendighed, der hos den enkelte patient kan ses som en lang nedadgående skrue, hvor der til sidst næsten ingen ende er på symptomer og diagnoser på én gang.

Man skal have ret mange skyklapper på for at kunne fungere som læge uden at mærke det misforhold. Jeg havde en overgang en praktiserende læge, der kørte sin praksis som en paknings- og fordelingscentral. Dét i den kasse, dét i den kasse, forbehandles sådan, mærkes sådan, sendes dérhen. Han havde stor viden om kasser, mærkater og procedurer. Han var effektiv, der var aldrig ventetid, og han var et venligt og medmenneskeligt menneske. Hans tilgang kan kun beskrives som sund, i systemets forstand. Han er måske det mest velfungerende menneske, jeg har mødt. Snakke med ham kunne jeg ikke. Det blev det rene goddag mand økseskaft. Hans hjerne var en rubriceringsmaskine. Rubrikkerne var prædefinerede, og skyklapperne heldækkende.

Kapitel 4. Psykologer

Praktiserende psykologer behandler ikke med medicin, men med terapi, og fungerer ellers på samme måde. De har deres eget diagnosesystem, udreder, finder en passende kategori og en passende terapi. Al terapi tager derfor udgangspunkt i, at der er en fejl, som skal rettes op, eller en lidelse knyttet til fejlen, som skal afhjælpes. Uanset om formen er støttende, accepterende, konfronterende eller rummende.

Hvilken diagnose er der til et skyld- og skamplaget menneske? Den findes ikke. Ej heller nogen terapi, der er bygget til det.

Kan man gå til psykolog og få rettet op på den fejl at føle sig skyld- og skamtynget? Nej.

Psykologen kan udrede og afklare. Vi kan sammen finde frem til, at skyld og skam er det overordnede problem. Vi kan dele oplevelserne op i dem, jeg umuligt kunne have skyld i, og dem, der kan berettige en følelse. Vi kan nå frem til, at jeg ingen skyld har i den første kategori, og at den anden var afledt af en miserable opvækst, manglende indsigt dengang, og af det forhold, at langt de fleste mennesker har gjort noget, de senere ville have gjort anderledes, uden at deres liv dikteres af skam. Al realitetstestning siger, at jeg intet har at skamme mig over. Jeg er helt okay.

Vi kan også springe den del over og lave kognitiv terapi, hvor problemet accepteres, og blikket rettes fremad. Det er hovedtanken i mange nyere former. Det ville være som at ignorere elefanten i stuen.

Implicit ligger, at alt dybest set er et attitudeproblem. Mindfulness og positiv psykologi er bygget ind, men i forvrænget form. Mindfulness rigtigt anvendt handler om at se tingene, som de er, uden at reagere på dem. Man bliver i lidelsen, mens man ser, hvad den består af. Noget af smerten kan med tiden miste taget. Forkert anvendt bliver det til, at man bare skal acceptere tingene, som de er, og se at komme videre.

Uanset form forbliver skyld- og skamfølelsen uændret. Fordi jeg som lille barn bukkede under og tog syndebukrollen på mig, i modsætning til en udvikling, hvor man tager normerne til sig og lærer at søge derhen, hvor skyld og skam sjældent opstår, blev skam og skyld en del af min personlighed og dermed af min identitet. Jeg er identificeret med den. Hvor andre føler skyld over det, de gør, føler jeg skyld både over det, jeg er, og det, jeg gør. Der er på uklar måde noget forkert ved mig, som giver en kronisk skyldfølelse. Den er før-sproglig. Ingen mental viden om, at den er grundløs, ændrer forholdet, medmindre selve identifikationen opløses. At identificere sig aktivt med en gruppe senere i livet hører til et andet, sprogligt niveau. Jeg kan være fuldt vidende om, at følelsen er grundløs, og det gør ikke en hujende fis til forskel. Tværtimod. Når alt er udredt, gennemgået og afklaret, og intet har ændret sig, kan det kun være mig, der på en uforklarlig måde er forkert. Stigmatiseringen er fuldendt. Man går derfra i en dybere gru end den, man kom med.

Problemet med terapien er, at psykologen tager udgangspunkt i den normbaserede virkelighed og aldrig flytter sig derfra. Hun antager, at det er alt, der er, og at vores udgangspunkt er det samme, og at jeg blot har et problem med at tilpasse mig. Hun vil af bedste hjerte tilpasse mig til en virkelighed, jeg ikke er en del af, og hun forstår ikke, at jeg ikke findes inde i den.

Hun forestiller sig, at hun afdækker problemet og hjælper mig videre. Det, hun i virkeligheden gør, er af al magt at forsøge at hjælpe mig med at tildække det. Hvis man skal være en del af den normale virkelighed, skal skam og skyld tildækkes fra en tidlig alder. Senere er det ikke en mulighed. Den eneste mulighed er at forstå grundvilkåret, og derigennem sætte sig ud over det, fordi man ser, at det er et grundvilkår og ikke en personlig fejl. Hvis der er en fejl noget sted, ligger den i den manglende evne til tildækning. Og den fejl findes kun, hvis man ser den fra den normbaserede virkeligheds sandhed. Det er den sandhed, faget bekender sig til.

Fagets forhold til skyld og skam handler om, hvordan man bedst dækker dem til. Den, der er bedst til at ignorere grundvilkåret, har den bedst fungerende personlighed og den bedste mulighed for at klare sig. Og det er det jo. Det er sådan, det er. Det er et faktum.

Kapitel 5. At regne de andre ud

False belief-testen findes i flere udformninger. I én vises barnet en bolsjedåse, tydeligt genkendelig. Barnet spørges, hvad det tror, dåsen indeholder, og svarer bolsjer. Låget tages af. Dåsen indeholder blyanter. Et andet barn kommer ind, og det første spørges, hvad det tror, det nytilkomne barn vil tro, der er i dåsen. Børn under cirka fire år svarer typisk blyanter. Børn på fire et halvt og opefter svarer typisk bolsjer.

Testen bruges som tegn på, om barnet har udviklet en theory of mind, evnen til at forstå andres handlinger, følelser og motiver. Svarer et ældre barn forkert, kan der opstå mistanke om autisme. Men testen siger i sig selv kun noget om evnen til at holde to perspektiver adskilt og forstå, hvad der spørges om. Den siger ikke i sig selv noget om følelser og motiver. Den er et snit, ikke hele evnen.

Den illustrerer noget andet, som er interessant her. Man kan narre andre. Bilde dem noget ind. Opnå, om ikke andet, at føle sig klogere og mere rigtig end den, man narrer. Det forkerte svar om dåsens indhold er det rigtige svar på spørgsmålet. Min søster havde fattet pointen længe før nogen test. Allerede som lille havde hun regnet familiesystemet ud og regnet ud, hvordan det kunne anvendes til egen fordel. Som voksen havde hun perfektioneret stilarten. Hvis folk lod sig narre, var hun per definition bedre end dem. På samme måde som min bror fandt en livline i at føle sig retfærdigt hård, fandt hun en livline i at være bedre end andre ved at narre dem.

Der er en forskel, som er værd at holde fast. Følger man de gældende normer, er man rigtig og god. Regner man det system ud, man er underlagt, og bruger det til egen fordel, er man bedre end andre. Begge strategier er måder at overleve et lukket system på. Ingen af dem er en moral.

Spejling er det forhold, at vi lærer vores følelsesmæssige tilstande at kende ved at se dem spejlet i andre. Processen starter, når vi er nyfødte. Har man følelser, der ikke spejles, vil man som ung og voksen have følelser, som ikke erkendes. Man kan fortsat føle noget uden at vide hvad, eller ikke rigtig føle noget. Følelserne kan ligge som en sort boks. Fordi de ikke er kendt som én selv, kan de blive ophav til projektioner.

Projektion er at tillægge andre sine egne følelser og motiver. De følelser, man ikke har lært at kende som sig selv, lægges over i andre sammen med de motiver, der passer til dem. Der er ikke langt fra en mangelfuld theory of mind til projektion. Først genkender man sig selv gennem spejling. Derefter genkender man andre ved at generalisere ud fra sig selv. Den generalisering kræver et abstraktionsniveau, der ser ud til at være nået omkring fireethalvtårsalderen. Barnet antager, at andre er som en selv. Hvis selvgenkendelsen er mangelfuld, bliver det, man lægger over i andre, også mangelfuldt. Samtidig kan det fungere som værn. Det er den anden, der føler skyld og skam, og det gør hun, fordi hun er skyldig og skammelig. Ren logik, inden for systemet.

Kejserens nye klæder er et billede på den samme manipulation, løftet op i en offentlig skala. Kejseren er et allerede etableret system med magt over penge og status. Skrædderne er dem, der kan bruge systemet til egen fordel ved at understøtte selve strukturen, uafhængigt af om det, der laves, giver mening i forhold til systemets opgave. Folkemængden er dem, der indpasser sig og derigennem opnår at overleve, og i gradueret rækkefølge tryghed, selvbillede, penge, status. Drengen viser, at vi ikke går op i, hvad det er, vi tilpasser os, eller om systemet overhovedet har noget på sig. Vi vil gerne være en del af det. De to strategier, de gode og de bedre end andre, findes på alle niveauer.

Kapitel 6. Det er som det er

Det er som det er. Hvordan skulle det ellers være?

Min bror sagde engang, at man ikke skulle beskæftige sig med psykologi. “Hvis man ikke er tosset i hovedet i forvejen, så bliver man det, hvis man begynder at beskæftige sig med psykologi.” Nu var han jo netop i forvejen tosset i hovedet, ligesom den øvrige familie, så der var nok ikke sket det vilde i hans tilfælde. For mig ville det have gjort en verden til forskel, hvis nogen udefra havde gidet interessere sig for dynamikken i familien. Jeg ville måske ligefrem kunne have haft et liv i gængs forstand.

Men det er som det er, og det var som det var, og intet kan ændre ved det. Intet af det, jeg har skrevet, gør nogen forskel i forhold til det, der skete. Jeg har stadfæstet det, der er, som det er.

Så hvorfor skrive?

Buddhistisk litteratur taler om at disidentificere sig. Begrebet giver mening, hvis man forstår det som at se klart, hvad man er gjort af, og undervejs frigøre den følelsesmæssige ballast, der ligger knyttet til konkrete oplevelser. I virkeligheden disidentificerer man sig ikke fra noget. Det, der er, er, som det er. Men tyngden forsvinder, når man har set, hvordan personligheden og identiteten blev bygget, og hvad den består af. Man er ikke længere på samme måde defineret ved det, man har oplevet. Der opstår et mere generaliseret niveau. Der falder en vis fred.

Der er noget interessant her. Når man som barn først bukker under og derefter bekender sig til normerne i det miljø, man er del af, eller i mit tilfælde til syndebukrollen, er det med erkendelsen: det er som det er. Det står ikke til at ændre. Enten bukker man under, accepterer rammerne og får det bedste ud af det, eller man kan ikke leve videre under de rammer, og andet findes ikke for et barn. Og nu er den her igen. Det er som det er.

Erkendelsesmæssigt har intet ændret sig. Det er den samme erkendelse. Det gør bare ikke så ondt mere, og det er ikke længere på samme måde definerende for hverken liv eller identitet.

Del 2

Kapitel 7. Stress

Noget, der skræmmer os mere end noget andet, er oplevelsen af at være lukket ude. Faren opleves som nær, og vi vil gøre næsten hvad som helst for at høre til. Vi mærker ikke dødsangsten i det daglige. Alle opfører sig, som om de har tænkt sig at leve evigt, og døden kommer som et chok efter et liv, hvor det er lykkedes at ignorere den. Men angsten afslører sig i adfærden som en stadig rettethed mod at høre til.

Der er en anden grund. At være lukket ude er forbundet med skam og skyld. Fængslet straffer ved udelukkelse. I skolen satte man børn i skammekrogen eller uden for døren. Man siger “lukket ude af det gode selskab” og “ikke stueren”. At blive lukket ude er noget, man skal skamme sig over, eller det er i sig selv skamfuldt. Mobningens bedste værktøj er udelukkelse. Min søster og en anden søster, som i alder lå tæt på hinanden, anvendte det værktøj over for mig til bevidstløshed.

For spædbarnet er det afgørende at høre til. Overladt til sig selv dør det. Tilknytningsteorien, som er særdeles velunderbygget, viser, at kvaliteten af tilknytningen til de primære omsorgspersoner er afgørende for, hvordan et barn udvikler sig fysisk, kognitivt og psykisk, og for hvordan det senere forholder sig til sine omgivelser. Der er biologi i tilknytning. Oxytocin frigives ved fødsel, amning, berøring, ro og nært samvær, og er med til at binde os til de mennesker, vi har det samvær med. Det er ikke en forklaring på al vækst og al heling. Det er et signal om, at andre mennesker er centrale for overlevelse, først for spædbarnet, siden gennem hele barndommen.

Ved adskillelse fra omsorgspersoner, ved skilsmisse, ved mistet job, oplever vi sorg og tab, og også fare. At blive adskilt fra gruppen opleves som fare.

Fareforløbet har to afdelinger. Reaktionen på faren, og restitueringen bagefter. Fight or flight over for ro og forbindelse. Kroppen reagerer på oplevet fare ved at frigive stoffer, især adrenalin, der gør os klar til at bekæmpe eller flygte. Mekanismen giver mening, hvis faren er en bjørn. Når faren er overstået, falder beredskabet, og andre systemer, blandt dem det oxytocin-relaterede, får plads. Vi bliver sultne og trætte, spiser og sover, og vender tilbage mod baseline.

Stress er det, der sker, når farereaktionen bliver langvarig og ikke kommer til en afslutning. Faren kan være uklar. Ikke en bjørn, men det at opleve sig lukket ude, ikke at være en del af arbejdspladsen eller gruppen, at miste adgangen til sine nære. I konkret arbejdsmæssig sammenhæng kan det være en bunke sagsmapper, der vokser, uden at der er noget at gøre ved det. Man kan hverken bekæmpe bunken eller løbe fra den, ikke uden at miste jobbet. Kroppen reagerer, som om faren var konkret, og reaktionen slutter ikke, for der er ingen afslutning.

Bekymring er oplevet fare på et lavt niveau. Fordi mennesker næsten altid bekymrer sig om et eller andet, og fordi kroppen reagerer på fare med en bestemt reaktion, er mange af os stressede på et lavt niveau det meste af tiden.

Langvarig stress kan udvikle sig til forhøjet blodtryk, forstyrret søvn, kognitive vanskeligheder og hjerte-kar-sygdom. For meget kortisol over for lang tid påvirker hukommelse og eksekutive funktioner, og i svære tilfælde kan noget af skaden være svær at vende. Ud over at reaktionen i sig selv er belastende, forøger vi skaden ved at dæmpe den med for meget mad, alkohol og rygning. Vi spiser, drikker og ryger både som reaktion og som erstatning for den ro, vi ikke når frem til. Stress over længere tid, sammen med forsøget på at tackle den, ligger under en stor del af det, der kaldes livsstilssygdomme. Den forklarer ikke alt, og den forklarer ikke enhver tur til lægen. Den forklarer meget.

Hvis det, der stresser, er en evig frygt for at blive lukket ude, gennem at miste jobbet eller gennem allerede at være arbejdsløs, kan det være svært at finde en praktisk løsning på oplevelsen af fare. Ellers er det oplagte at fjerne det, der stresser. Få bedre arbejdsforhold, hvis problemet er en voksende bunke sagsmapper. Sådan spiller klaveret ikke helt. Den enkelte har begrænset indflydelse, ikke mindst i det offentlige, hvor en ydelse skal leveres inden for en økonomisk ramme.

Det ser ikke godt ud for det offentlige, der skal gøre gode ting for borgerne, at det gør dårlige ting for sine ansatte. Efter at stress er kommet på dagsordenen, har det offentlige fået et problem. Jublen ville derfor næsten ingen ende tage, da mindfulness blev introduceret som løsning. Ansvaret lægges over på den enkelte, og ledelsen slipper for at gøre noget ved de forhold, der stresser. Det er usympatisk. Når mindfulness blandes sammen med positiv psykologi, er der næsten ingen ende på det. Jeg læste et interview med en kommunalt ansat miljøkonsulent. “Vi lytter ikke til brokkehovederne,” sagde han. Der lå en verden af mening i udtalelsen. Han var systemets mand.

Mindfulness og positiv psykologi blandes i en pærevælling, måske fordi begge dele kan bruges til at flytte ansvaret fra forholdene over på medarbejderen. Medarbejderne er ikke positive nok eller robuste nok og bliver derfor for uengagerede eller for let stressede. Ønsket om produktivitet blandes med en fortælling om godhjertethed: ledelsen hjælper medarbejderen til at blive mere positiv og lærer ham meditation.

Jeg kan ikke sige det stærkt nok. Mindfulness-meditation er effektiv over for stressreaktionen. Den gør intet ved stressorerne. Når arbejdspladser bruger den som middel til stressbekæmpelse, er det ansvarsfralæggelse i forhold til de forhold, der stresser. Jeg læste et interview med en leder i et fagblad. “Vi har en proaktiv holdning til stress,” sagde han. “Lige så snart en medarbejder bliver syg med stress, sørger vi for, at medarbejderen får en cd med en mindfulness-meditation.” Så var den fikset.

Robusthed er et andet begreb fra den positive psykologi. Robuste mennesker er ikke så modtagelige for stress. For arbejdsgiveren er det et tveægget sværd. Den robuste medarbejder er ikke så nem at manipulere til at tage positivt ansvar for urimelige vilkår. Han lader det ligge, som han ikke kan nå, eller som ikke giver mening. Han flyder ovenpå. Så lidt stressede vil man godt have sine medarbejdere. De skal bare ikke blive syge af det, mens de stadig er på arbejdsmarkedet. Det koster.

Som ledelsesredskab er positiv psykologi uegnet. I stedet for at få medarbejderne til at føle sig som urimelige børn, der laver for lidt, eller som negative brokkehoveder, når de stiller rimelige krav, bør lederen afklare opgaverne i forhold til kerneopgaven, og hvornår medarbejderen på en dag kan siges at have nået sit mål. Lederens opgave er derefter at fjerne irrelevante problemer og sørge for, at medarbejderen har, hvad hun skal bruge. Det giver en mere overskuelig dag, og det giver tryghed, fordi nogen tager ansvar og opstiller klare rammer. Medarbejderen bliver mindre bange for at falde ud, mindre stresset, og arbejder bedre.

Kapitel 8. Positivitet

Noget er at være glad. Børn op til en vis alder kan hoppe rundt uden anden grund end det. For voksne kræver det ofte et formål. Noget helt andet er at være positiv. I “positiv” ligger en understrøm af noget, der dybest set opleves som noget lort, men vi vælger at få det bedste ud af det.

Jeg så engang et gadeinterview. En af dem, de spurgte, var en vagabond. Jeg husker ikke spørgsmålet. Jeg husker svaret. “Jeg tæller kun de lyse timer,” sagde han. Hans næse var blåviolet, og jeg tænkte, at dét krævede en del alkohol.

Det er blevet normativt korrekt at være positiv. Positive mennesker er mere rigtige end negative. Det følger, at negative mennesker bør skamme sig, og at det er deres egen skyld, hvis det går dem dårligt. Set fra et system, for eksempel en offentlig arbejdsplads, er det gode ved positive medarbejdere, at de ikke brokker sig, men accepterer tingenes tilstand. Brokkehovederne synes, de har krav at gøre gældende, og er irriterende. Fordi positivitet er blevet norm, kan man med retten på sin side lade være med at lytte til dem og måske fyre dem.

Arbejdsløse er i den optik negative hængehoveder, hvoraf mange slet ikke gider arbejde. Hvis de var mere positive, havde de for længst fundet noget. Kurserne går derfor ud på at finde, hvor det negative ligger, så der kan rettes op.

Det kan være selvbilledet. Det kan være udstrålingen i ansøgningen og til samtalen. Det kan være, at man søger for snævert geografisk, eller har for mange krav til jobbet, eller for få, fordi man ikke forstår sine kompetencer. Det kan være, at man sidder hjemme i stedet for at ringe rundt, køre rundt, deltage på messer, tage praktik i Netto, tage vikariater. Alt dette kan opsummeres til, at den arbejdsløse ikke har den rette indstilling og fleksibilitet og alt i alt er negativ over for det at arbejde. Han lever ikke op til normen, bør skamme sig og er selv skyld i sin skæbne.

Jobcentret coacher efter den opskrift og kalder den motorvejen til job. Den interne statistik, der følger med, siger, at ni ud af ti får arbejde som følge af tiltagene. Jeg tror ikke på det tal som viden om kursernes virkning. Kurser med det indhold er malplaceret positiv psykologi. De tjener først og fremmest til at skamme den arbejdsløse ud. Der bør kun udbydes kurser, der opkvalificerer med konkrete kompetencer til et job, som allerede er sikret bagefter.

Kapitel 9. Anvendt psykologi

Anvendt psykologi løber parallelt med alle afarter af faget. Så snart man mener at have ny viden, ønskes den sat i brug. Den ender ofte langt fra sin grundforskning, selvom grundforskningen selv er udsprunget af den normative virkelighed, der senere tager den i brug. Den virkelighed har altid et mål med anvendelsen. Klassisk psykologi opstod i et stift samfund og tenderede til at opretholde magtpositioner mere end til at frigøre klienten ved at afdække virkeligheden, hvilket ellers formodentlig var meningen i for eksempel Freuds grundarbejde. Det ses i Gøgereden.

Filmen handler om, hvordan psykiatrien begik og begår overgreb mod psykisk syge, og mod raske. Dybest set handler den om magtforhold og om vigtigheden for systemet af at opretholde spillereglerne, og den enkeltes placering inden for dem. Hovedpersonen har lidt problemer med at acceptere det. Til sidst bliver systemet træt af ham og giver ham det hvide snit.

Jeg var på et kursus i mindfulness med henblik på efteruddannelse til MBSR-instruktør. Kurset var adgangsgivende. Jeg opgav som følge af det at tage uddannelsen. Hvis det var den type undervisere, man uddannede, var der noget galt.

Kurset havde gøgerede-agtige elementer. Den første dag blev vi taget enkeltvis ind til underviseren, som var psykolog og arbejdede i psykiatrien, og som sideløbende var i den afsluttende fase af instruktøruddannelsen. Her blev vi udredt ud fra et spørgeskema fra hendes kliniske praksis. Sygehistorie. Alkohol. Alle kursisterne var almindelige borgere, der frivilligt havde tilmeldt sig for at lære en teknik til stressafslapning.

Derefter var kurset sat op med oplæg, øvelse og opfølgning. Ved opfølgningen tog hun ufravigeligt psykologmasken på. Hun oplevede sig som aktivt lyttende. Hun lyttede efter, om der var noget psykoterapeutisk at kaste sig over. Meningen var, at hun skulle give feedback på oplevelsen med øvelsen. Det var der ikke noget af. Hun forstod ikke det, hun underviste i, og havde derfor ingen feedback at give. Hun vidste heller ikke noget om stress. Det oplæg, der skulle have været en gennemgang af begrebet, sprang hun over og nøjedes med at spørge, hvor i kroppen vi kunne mærke stress. Jeg syntes, jeg kunne mærke noget i tæerne. Men det var måske bare, fordi de krummede sig sammen.

Positiv psykologi opstod som en modtrend til den klassiske, hvor fokus er på, hvad der er galt. Den har i stedet fokus på, hvad der fungerer, hvad der gør folk glade, stærke, sunde. Tilgangen er ikke uden kvaliteter. Problemet opstår i anvendelsen.

Nutidens normative virkelighed kræver, at vi er selvkørende, fleksible, hurtige til at omstille os, gode til relationer og udadvendte. Det er mere den konkrete situation end en fast rolle, der afgør den korrekte handling. Det er svært at styre udefra. Hvor klare roller tidligere regulerede os, skal vi i dag regulere os selv indefra, så vi kan passe ind i mange slags krav. Den indre regulering bliver let virkelighedsmanipulerende, fordi vi må have et billede af mål og formål at styre efter og rette virkeligheden til i forhold til det. Vi skal samtidig være selvmotiverende.

Det går galt, når tilgangen bruges til virkelighedsbenægtelse, til ansvarsfralæggelse og til at feje problemer ind under gulvtæppet. Sådan bruges den i vid udstrækning. Det samme gælder mindfulness. Tilgangen har store kvaliteter som middel til selvindsigt. Som redskab til at få ansatte og ledige til at bære ansvaret for forhold, de ikke råder over, har den intet at gøre.

Kapitel 10. Mindfulness

Mindfulness-meditation handler om at sidde eller ligge stille og betragte det, der viser sig, uden at gøre noget ved det. Følelser. Tanker. Kropslige sansninger. Lyde udefra. Opstår der ikke noget, følger man åndedrættet. Teknikken kræver træning. Problemet ligger i at lade det, der opstår, passere uden at hægte sig på. Det er uvant ikke at følge tankerne til dørs, og uvant ikke at reagere på en følelse. Åndedrættet bruges som forankring. Der opstår en dobbelt opmærksomhed. Primært på åndedrættet, og i baggrunden på det, der passerer.

Teknikken har en god effekt på stressreaktionen og også på smerter. Krop og tanker falder til ro, og den automatiske reaktion på fare, som et stykke af vejen medieres af tanker, får en pause. Jeg behøver ikke påstå, at der udløses oxytocin, for at det kan være sandt. Det, der kan siges, er, at en bevidst opnået ro ikke kun kan komme fra andre. Den psykologiske varme, vi tror, vi kun kan få udefra, kan vi til en vis grad give os selv. Det er den gode nyhed, og den er begrænset.

Den primære kvalitet, og sådan den bør anvendes, er som middel til selverkendelse. Mindfulness er en måde at træde ud af medfødte og indlærte automatiske reaktioner på. Med afslapningen følger en afstand til følelser og reaktioner, når man betragter dem uden at gøre noget ved dem. Med afstanden følger indsigt.

Vi går gennem livet med en frygt for at falde ud, og kun nær tilknytning til andre, til et kærlighedsforhold, til et nogenlunde sikkert job og til den gældende norm kan dæmpe den frygt og den underliggende skam. Meditationen kontrollerer ikke biologien. Den giver en pause i reaktionen og et sted at se den fra.

Kapitel 11. Ret til livet

Det føles godt at vinde. Fra “godt” er der ikke langt til “rigtigt”. Vinderen er den mest rigtige og har retten på sin side. Det kan der komme mange syge ting ud af i et sygt system. Jeg behøver ikke et bestemt signalstof til at forklare det. Det rækker, at systemer belønner den, der tager pladsen, og straffer den, der ikke gør.

Ingen samfund hylder den stærkestes ret fuldt ud, for så er der ikke noget samfund, kun enkeltindivider spillet ud mod hinanden. Princippet findes i modificeret form. Der er en evig debat om, i hvor høj grad de, der ikke kan vinde inden for rammerne, skal have del i det, de andre har vundet. Det er en politisk debat, og den hører ikke hjemme som bevis her. Det, der hører hjemme, er spørgsmålet: hvad nu, hvis man ikke rigtig kan vinde? Hvis ingen kan vinde inden for systemets rammer, eller hvis nogle kun kan vinde, fordi andre taber?

Ved manglende ressourcer kan man, ved at fjerne nogle af dem, der har adgang til de samme ressourcer, opnå, at der bliver mere til de tilbageværende. Mobning er ofte baseret på den logik på arbejdspladser, og den var det i min familie. Mobning går ud på at fjerne oplevede konkurrenter til samme oplevede, begrænsede ressourcer.

Min søster og en anden søster, som i alder lå tæt på hinanden, gjorde alt, hvad de kunne, for at fjerne mig. Enten ved at genere mig så meget, at jeg forsvandt af mig selv. Eller ved, mens jeg var lille, simpelthen at løbe væk, når min mor igen og igen kastede mig i armene på dem. Senere ved at ignorere mig og tie mig ihjel. I årevis svarede de ikke, hvis jeg talte til dem, og var vi i stue sammen, brugte de en enorm mængde energi på at lade, som om jeg ikke var der, på en måde så jeg samtidig forstod, at de gjorde det med vilje. Min søster følte en tydelig glæde ved det.

Sammen med alt det andet etablerede det en oplevelse af at være forkert og skyldig og af ikke at have nogen ret til at være en del af familien, og senere ingen krav at gøre gældende i forhold til livet i almindelighed.

I Gøgereden åbnes der for en vej ud af absurditeterne. For at finde den skal man være en meget stor, overmenneskeligt stærk og tavs indianer. Det er ikke muligt at manipulere et menneske, som ikke kan høre, og et sådant menneske opfattes ikke som farligt, fordi han ikke kan snakke. Han har alene derved en løsere tilknytning til systemet og et forspring i forhold til at slippe ud. Til sidst, efter at hovedpersonen har fået det hvide snit, slår indianeren sin ven ihjel, flår et køkkenelement op fra gulvet, smadrer det gennem en rude og stikker af.

Moralen, som filmen lægger frem, og som jeg genkender, er, at man ikke kan bekæmpe noget, man selv er en del af. Jo mere man forsøger, desto hårdere slår systemet tilbage. Man kan i stedet træde ud.

Efterskrift

Jeg er pensionist nu og som sådan trådt ud af systemet.

Har i øvrigt aldrig rigtig været trådt ind.

Følelsen af at være forkert og ikke have nogen ret til at være i verden på samme måde som andre var og forblev en uovervindelig stopklods, både dengang og livet igennem. Det er til denne dag fuldstændig ubegribeligt for mig, at ingen greb ind i forhold til min familie.

Men det var som det var, og det er som det er.

---

---